OBS Denne historie er fra 2011
Fyn har denne decemberdag været ramt af et voldsomt snevejr, og det har forsinket os, fotografen og mig.
Vi lister os forbi en stribe af forulykkede biler i motorvejens kant og rutsjer det sidste stykke fra Middelfart gennem et skovlandskab, hvor hver eneste lille kvist er farvet kridhvid af nyfalden sne. Smukt, javist. Men det er kun begyndelsen.
For enden af vejen, nede ved molen, står en tom firehjulstrækker med motoren tændt, og snart kommer en firskåren mand i sort jakke og elegant, mønstret halstørklæde ud fra godskontoret og giver hånd i den ankeldybe sne. Da vi har introduceret os, gentager han alles navne, måske mest for sin egen skyld.
»Jacob. Lea. Og Flemming«, siger og han lægger en flad hånd på brystet, idet han siger sit eget navn. Herefter slår han samme hånd ud mod vandet, i retning mod en kuperet ø på den anden side, hvor spredt sol nærmest slår gnister mod de hvide skove.
»Vi tre skal nu over til en anden verden«, siger han.
Øen kommer først
Flemmings efternavn er Skouboe, men han bliver også kaldt alle mulige andre ting. Rigmand, for eksempel. Eller mæcen.
Ingen af delene bryder han sig om, selv om det er et faktum, at han er milliardær og gerne poster millioner i urentable kunstprojekter. Både sine egne og andres.
Et af de urentable kunstprojekter er forlaget Fænø Lighthouse Projects, som han selv er med til at drive, og som er på vej med det ambitiøse virtuelle eksperiment ’Uncoverism’. Et værk om stjernestøv og sorte huller, om ingenting og alting.
Men det skal vi tale om senere. Øen kommer først.
Vi stimler sammen i hans bil og kører om bord på en lille privat færge, der ligger og venter på at fragte os over til den anden verden: Fænø, Danmarks største private ø. Her har Flemming Skouboe skabt et minisamfund med gods, gæstehuse og jagtmarker, hvor der bliver holdt fester og arrangementer af den mildt sagt overdådige slags.
Fænø er et rum til fest og leg, ikke til det daglige liv. Privaten ligger i Kolding med udsigt til Koldinghus og består af to villaer ved siden af hinanden. Spørger man Flemming Skouboe, hvor mange huse han ejer i alt, tøver han.
»Der var engang, jeg forsøgte at gøre op, hvor mange lokummer jeg ejede. Det måtte jeg opgive. Det samme med biler. Jeg har ikke helt styr på det. Og jeg ved sgu ikke, hvor mange huse jeg har, det ved jeg ikke«.
Tvunget ind i firmaet
Kilden til Flemming Skouboes milliarder hedder LM Glasfiber. Dengang i 1940’erne, hvor faderen begyndte i firmaet, bar det navnet Lunderskov Møbelfabrik. Møbelproduktionen blev snart udvidet med campingvogne og bådebyggeri, og navnet blev ændret til LM Glasfiber omkring 1956.
Selv om faderen i 1964 blev medejer, og selv om Flemming Skouboe var ældst i en søskendeflok på fem, stod det absolut ikke i kortene, at den førstefødte skulle føre firmaet videre. Primært fordi faderen og han var »som hund og kat«.
»Jeg havde ingen ambitioner overhovedet om at få noget med den virksomhed at gøre. Ikke det mindste«.
Hvorfor ikke?
»Fordi dér var min far. Ham gad jeg fandeme ikke arbejde sammen med«.
I stedet lod den unge Flemming Skouboe sig indrullere i søværnet, og herefter gik han rundt og »rodede med forskellige ting«. Sammen med en kammerat tog han på købmandsskole i London og brugte i løbet af et forår og en sommer alt, hvad han havde af opsparing.
Da han kom hjem fra London, indvilligede faderen i at låne ham penge til indskud til en lejlighed.
»Så stoppede jeg pengene i lommen, og så sagde min far: Du kan begynde på mandag. Hvad?, spurgte jeg. Jo, jo, du kan begynde omme i formafdelingen med at vandslibe, otte timer om dagen, indtil pengene er betalt tilbage«.
Men Flemming Skouboe havde gået på handelsskolen og vidste noget om regnskaber, ligesom han havde sejlet nok til at vide en del om de sejlbåde, firmaet producerede. Det gennemskuede en salgschef, der hev chefens søn væk fra vandsliberiet og op på kontoret for at assistere. Derfra gik det stille og roligt opad, indtil Flemming Skouboe blev administrerende direktør i 1979.
Far og søn
Til sidste købte han faderen helt ud. Men inden det kom så langt, var der en årrække, hvor far og søn – hund og kat – var kompagnoner.
»Vi ejede 50 procent hver, så vi skulle blive enige. Men når det var alvor, og når det handlede om penge, så var han til at have med at gøre. Han ville bare ikke indrømme det hjemme. Til min mor og øvrige søskende sagde han, at alt, jeg sagde, var noget sludder. Når vi så var på arbejde og var professionelle, og ikke var far og søn, så var det anderledes«.
Med Flemming Skouboe som eneejer blev hele butikken satset på at skabe vinger til vindmøller. Det gik godt. LM Glasfiber blev verdens største producent af vindmøllevinger, og i 2001, mens både firmaet og verdensmarkedet var i top, solgte han det hele. Pris: 2,4 milliarder kroner.
Hvad konflikten med faderen egentlig handlede om, sætter han ikke mange ord på. De var bare forskellige. Den tømrerudlærte far nærede ifølge Flemming Skouboe en mistro til alle, der ikke også var tømrere – »hvis vi skulle have en ny bogholder, skulle hun nærmest også være tømrer« – og den ældste søn var elendig til at arbejde med træ. Til gengæld var Flemming Skouboe dygtig til mange af de administrative ting, som faderen ikke var så ferm til.
»Altså, jeg var også stolt af ham på mange områder. Over at han havde været frihedskæmper under krigen. Og at han var så dygtig til udtænke og opfinde ting«, siger Flemming Skouboe.
»Men selv på hans sidste dag blev vi ikke forsonet«, fortæller han.
»Hver gang, jeg prøvede at snakke med ham, vendte han ansigtet den anden vej. Så lå han der og drejede sig, mens jeg gik om på den anden side af sengen. Til sidst døde han«.
Kvium i garagen
Det tager et par timer at køre hele Fænø rundt. Undervejs gør vi holdt og kigger på fasaner og vildt mellem træerne eller nyder udsigten ud over vandet mod jyske skove og Kolding Fjord. Når bilens motor stopper, vælter stilheden ind over os. Lyden af bildørene, der åbner og lukker, fremstår helt ren og detaljeret. Sneen forstærker effekten, som vores byører kæmper med at forstå.
Gennem alt det tyste taler Flemming Skouboe ivrigt og i velkonstruerede sætninger. Om den tidligere ejer af Fænø, Frederik III, der flittigt brugte øen som jagtdestination og til sidst måtte sælge på grund af sit lidt for eksorbitante festniveau. Om de jagtselskaber, der fortsat bliver holdt på øen. Om gæstehusene, hvor hver eneste detalje synes gennemtænkt af ejeren.
Gæstehusene ligger øde, spredt ud over øen, men er ikke utilgængelige. Overnattende gæster får gerne stillet en lille elektrisk bil til rådighed, så de på egen hånd kan finde hjem gennem skovene fra en sommerfest på godset. For at sikre, at ingen farer vild, er det kun vejene fra godset til gæstehusene, der er asfalterede. Kommer man ud på en grusvej, så ved man, at man er på afveje, forklarer Flemming Skouboe.
Efterhånden som vi nærmer os hovedattraktionen Fænøgård – en »genfortolkning af et gods« – titter skulpturerne frem langs vejen. Erik Heides mænd står og glaner tæt på indkørslen, og midt på gårdspladsen står en moderne rytterstatue af Carl-Henning Pedersen.
Midt mellem de tre længer i rød mursten efterlader vi bilen til fordel for de 2.650 kvadratmeter lyse lokaler med ekstra brede planker på gulvet og kunst overalt. Som i overalt.
I salonen, loungen, vinkælderen, biblioteket, gildesalen, soveværelset, gæsteværelserne ... Asger Jorn, Georg Baselitz, P.S. Krøyer, Bjørn Nørgaard, Christian Lemmerz, Per Kirkeby, Jens Søndergaard, Erik A. Frandsen og ikke mindst husmaleren Michael Kvium.
Selv i garagen med tre sportsvogne i henholdsvis rød, gul og koksgrå bliver bagvæggen prydet af en stor Kvium i lyserød og lilla, hvor ansigtsløse personer ligger på række med udspilede maver.
Jørgen Leth og kokkens datter
Flere malerier eller skulpturer er lånt ud til ARoS eller andre museer, fortæller Flemming Skouboe, mens han haster sine let måbende gæster igennem lokalerne med et »vi skal videre, det går for langsomt«. Selv om han er optaget af kunst, har lysten til fordybelse sine grænser. På museer gider han heller ikke sætte tempoet ned, fortæller han, men foretrækker en »stadig fremdrift på seks kilometer i timen«.
Kun foran en flok vilde heste med spidsede ører malet af Otto Bache standser også godsejeren op og studerer værket.
»Det fantastiske i det billede er stofligheden«, siger han, og holder en flad hånd helt tæt på den forreste hests baglår.
»Det ligner en rigtig hesterøv«.
Flemming Skouboe bruger ikke kun penge på kunst til eget forbrug. Han har finansieret etableringen af teatret Mungo Park i Kolding samt det roste multimedieprojekt ’Den Anden Frekvens’ om livet set gennem en dement persons øjne. Ligesom han betalte for udgivelsen af Jørgen Leths samlede værker på dvd.
Faktisk var Jørgen Leths film det første mæcenprojekt for den nyslåede milliardær. Og det startede med kokkens datter.
Da filmmanden og forfatteren Jørgen Leth i 2005 blev hængt ud for i sin selvbiografi at have beskrevet en erotisk besættelse af sin ansatte koks datter, kunne Flemming Skouboe ikke holde fordømmelsen ud. Endnu mere fortørnet blev han over at læse i Weekendavisen, at Leth på grund af sagen ikke kunne hente penge til udgivelsen af sine samlede værker på dvd.
Om sommeren samme år, da Jørgen Leth var blevet fyret af både TV 2 og Udenrigsministeriet, mødte de to mænd hinanden tilfældigt til et middagsselskab på Mallorca, hvor Flemming Skouboe ejer en middelalderborg. Spontant tilbød Skouboe at skyde de nødvendige penge i udgivelsen af Leths film på dvd. Det endte med at koste syv millioner kroner i alt.
»I min surhed over, at Tøger Seidenfaden kunne være så åndssvag at give rejekællingerne ret, tænkte jeg, at jeg skulle vise dem. Jørgen Leth skulle tilbage i ære og værdighed. Det sjove er, at jeg kun havde set nogle af hans sportsfilm og ikke havde læst nogle af hans bøger. Jeg har læst nogle af dem siden, når han smider dem efter mig, men jeg forsøger at undgå det«, siger han.
Jørgen Leth selv har ikke glemt den hjælpende hånd. I en mail kalder han Flemming Skouboe for et »unikt eksempel på en gammeldags mæcen, som træder ind og løser en situation spontant og konsekvent af helt personlige grunde«.
Han skulle bare vide, hvordan Flemming Skouboe har det med den betegnelse.
En mæcen er et fjols
Vi sætter os i baren på Fænøgård, hvor ostemadder og frisk kaffe står klar midt i det lyse rum med syv meter til loftet. Glasfacader sikrer udsigten over marken prydet af en bronzeskulptur, prins Henrik har udført.
Var der meget kunst i dit barndomshjem?
»Der var ham fiskeren, du ved. Der var ikke en sigøjnerdreng, der græd, men fiskeren var der! Så nej, det var der ikke. Det var ikke noget, der interesserede mine forældre«.
Hvor stammer din egen interesse fra?
»Jeg havde en onkel i Aarhus, som var maler, altså sådan en maler her«, siger Flemming Skouboe og kører hånden lodret op og ned, som malede han en væg med en malerrulle.
»Han malede malerier i sin fritid. Han var familiens sorte får, og min far syntes, han var åndssvag«.
»Men jeg syntes, han var spændende at tale med. Jeg var vel den eneste i familien, ud over hans nærmeste, der også syntes, det var fascinerende. Han turde være anderledes, og han turde forfølge den der indre stemme, noget kemi indvendig, en mavefornemmelse, der gør, at man bliver trukket i en eller anden retning. Og hvis man lader sig rive med, så oplever man noget nyt«.
Onklen malede mest landskabsmalerier, lidt i stil med vestjyden Jens Søndergaard, fortæller Flemming Skouboe.
»Søndergaard er min lille kæphest. Jeg har temmelig mange af hans billeder hjemme, i privaten. Mine børn synes, han er for gammeldags, men jeg synes, hans farvesans er helt fantastisk. Og Jens Søndergaard-museet ved Vesterhavet er en perle. Der kan jeg godt holde ud at gå lidt langsommere«.
Lyset svinder, og fotografen vil gerne lige have Flemming Skouboe med på en sidste runde på godset. Eller måske udenfor til prinsgemalens skulptur. Modellen brokker sig behørigt, men går alligevel med.
Da han kommer tilbage, genoptager han interviewet, inden kroppen rammer stolesædet. Han vil nemlig lige understrege noget om det der »mæceneri«, som han ofte sættes i forbindelse med.
»Jeg hader det udtryk. Jeg gider ikke være mæcen. En mæcen er i mine øjne et fjols, der bare går og forærer sine penge væk til alle mulige. Jeg ved godt, at jeg i nogle tilfælde er en slags mæcen, men hvis jeg får det skilt om halsen, så får jeg bare endnu flere henvendelser«.
Siden pressen i 2001 kunne fortælle om den nyslåede milliardær, har han fået flere tusinder forespørgsler fra kunstnere og andre initiativrige sjæle, der har en god ide, men ingen penge. De fleste får nej. Det afhænger lidt af, »hvilket ben man fanger mig på«, fortæller Flemming Skouboe.
For nylig sagde han ja, da Per Arnoldi bad ham støtte en reetablering af den amerikanske jazzbassist Oscar Pettifords gravsted på Frederiksberg. Den sorte musiker boede i København de sidste år af sit liv og menes at have haft stor betydning for det senere høje niveau for danske jazzbassister. En sådan mand skulle selvfølgelig have et ordentligt gravsted, så det kunne de godt gå i gang med, sagde Flemming Skouboe – han skulle nok betale, hvis fondene sagde nej.
»Jeg tænkte lidt ligesom med Leth-filmen: Det er sgu da for dårligt«.
Til gengæld er han træt af opfordringerne til at redde gamle kroer, der er ved at forfalde. Henvendelserne er dukket op, efter at Flemming Skouboe købte spisestedet Henne Kirkeby Kro og sikrede det en plads i det absolutte topfelt af danske restauranter.
»Jeg gider ikke købe alle deres kroer. Jeg er ligeglad med kroer«, buldrer han. »Jeg vil hellere støtte mine egne kulturprojekter!«.
Det perfekte liv
Ud over sin private kunstsamling og »mæceneriet« driver Skouboe i alt tre kulturprojekter for sjovs skyld: Forlaget Fænø Lighthouse Productions, restauranten Henne Kirkeby Kro og så gæstgivergodset på Fænø, hvor vi sidder og taler.
Alle tre virksomheder giver underskud, og det må de også gerne, for det handler ikke om penge. Det handler om at skabe noget, der ligner det liv, man drømmer om, siger han.
Flemming Skouboe bliver nogle gange udsat for spørgsmål om »sit perfekte liv«, siger han. Det forstår han ikke.
»Folk tror, at ens liv er perfekt, når man får mange penge. Men er deres eget liv mere perfekt i dag, hvor de får løn, end dengang, hvor de fik ugepenge? Gu’ er det da ej«.
Hvad savner du i dit liv?
»Materielt savner jeg ikke noget. Hvis jeg gjorde, kunne jeg bare købe det. Men uanset hvor mange penge man har, så har man de samme savn som alle andre mennesker. Anerkendelse, kærlighed, you name it. Der er jeg lidt på herrens mark ligesom alle andre mennesker«.
Jeg spørger om han keder sig, om han savner udfordringer. Om han frygter stilstanden. Svarene kredser om den samme pointe: at hans overvejelser er ligesom alle andres, og det gælder også den stadige søgen efter det gode liv. Pengene har ikke forandret tilværelsen nævneværdigt, siger han. Han bor stadig med sin hustru gennem knap 30 år, Hanne, der handler ind i Netto og ikke bryder sig om at få dyre smykker, for hun har rigeligt i forvejen, synes hun. De to voksne sønner er godt gang med at gøre karriere i det private erhvervsliv. Barndomsvennen Asbjørn er en stabil makker i forlagsprojektet.
Men hvis vi bevæger os væk fra den inderste kerne, har omgangskredsen ændret sig, tilføjer han. Pengene har givet adgang til en række kreative, magtfulde, velhavende og også royale personer, som går på jagt og til fester på Fænø, langt fra sladderjournalisters kameralinser. Den slags selskab lægger Flemming Skouboe ikke skjul på, at han nyder.
Meget rygklap
Nye venner er kommet til, og andre er faldet fra. Mange har ændret opførsel over for ham, siger han.
»Det er blevet mere kejtet. Folk ved sgu dårligt nok, hvad de skal snakke med mig om. Jeg kan ikke sige præcist, hvad det er, jeg kan bare mærke, at det er anderledes«.
Og der er meget rygklap, fortæller han.
»Det er forfærdeligt, synes jeg. Det er jo uenigheder, der skaber de frugtbare diskussioner. Det skal siges, den ene af drengene er god til at sige mig imod, og konen er særligt slem til det. Dér kunne jeg måske godt undvære det. Men ellers kan jeg godt lide det. Det var det samme med min far, da jeg var barn – så talte folk bag hans ryg i stedet for«.
Men du har også fortalt, at du fyrede et arkitektfirma, som du arbejdede med, fordi I var uenige?
»Ja, men det var en faglig uenighed«, siger han.
Samme tegnestue står bag det gæstehus på øen, som Flemming Skouboe »bryder sig mindst om«.
Er du perfektionist?
»Ja. Det har jeg altid været. Jeg har altid haft det sådan, at når jeg har kastet mig over en ting, så skulle det være verdensklasse. Når vi udviklede sejlbåde i gamle dage, så skulle vi være de bedste i det segment, vi valgte. Højt til loftet. Ellers gad jeg ikke arbejde med det«.
To venner og et forlag
Apropos højt til loftet skulle det næste projekt fra Fænø Lighthouse Projects oprindeligt handle om selve meningen med livet.
’Uncoverism’, hedder det, og handler om ... intet. Om alt det, der foregår mellem linjerne, mellem mennesker og partikler. Rammen om projektet er filmede samtaler og møder mellem forskellige store intellektuelle og kreative hjerner, der taler om alle de ting, der ikke er. På engelsk – for når det lille forlag med tre ansatte og kontor med udsigt til Operaen går i luften med projektet senere på året, skal det helst række ud til hele verden.
Flemming Skouboe stiftede Fænø Lighthouse i 2007 sammen med vennen Asbjørn Nors, da de to sad i en brandert på Fænø og fik stadig større armbevægelser. De har kendt hinanden siden handelsskolen, hvor de blandt andet lavede skoleblad sammen. Det tætteste, man kunne komme et skoleblad for voksne, måtte være et forlag, blev de enige om, så det ville de lave. Et forlag. Og det skulle opkaldes efter det gamle fyr på Fænø, skulle det.
Selv kunne Flemming Skouboe ikke huske planerne dagen efter, da rusen fortog sig. Men det kunne vennen.
»På det tidspunkt tror jeg ikke, der var nogen af os, der vidste, hvad vi var ved at starte op. Vi vidste, at vi var to små bondeknolde fra Kolding, der ikke havde en skid forstand på noget som helst – det fik vi sommetider at vide i skolen. Vi skulle fandeme vise dem, skulle vi«, fortæller Flemming Skouboe. »Det kan godt være, vi koketterede lidt med det og spillede dumme, men der var også nogle ting, vi havde fået fat i, og det ville vi gerne ud med i en sen alder«.
Begge mænd havde oplevet tilfælde af demens i familien – Asbjørn Nors’ mor og Flemming Skouboes bedstefar og moster – så de tænkte, »lad os begynde der«. Resultatet var multimedieprojektet ’Den Anden Frekvens’, der illustrerer tilværelsen, som en dement oplever den.
»Vores ambition var, at vi ville have en god anmeldelse i Ugeskrift for Læger, og vi ville have en god anmeldelse i Politiken. Vi fik en hel kulturforside i Politiken, og vi fik en fremragende anmeldelse i Ugeskrift for Læger, så det lykkedes til vores egen overraskelse«.
Hellere bonderøv end rigmand
Også som lille havde Flemming Skouboe store armbevægelser. Som barn ville han gerne have det fineste sølvbestik på bordet, når der skulle komme gæster i hjemmet i Lunderskov. Faderen var af en helt anden opfattelse, han ville ikke blære sig.
Nåede din far at opleve godset på Fænø?
»Nej. Han ville rotere i sin grav«, siger Flemming Skouboe
Men der er en grænse for, hvad der skal vises frem.
Eksempelvis vil Flemming Skouboe ikke fotograferes i garagen foran sine sportsvogne.
Overhovedet ikke.
»Så skulle I slet ikke have været med herinde«, siger han bøst, da fotografen prøver at overtale ham.
»Arh, men er der noget, jeg ikke bryder mig om, så er det: Se ham her, han har tjent en masse penge, og se, her har du ham ved siden af en Ferrari. Hallo, den stereotyp brækker jeg mig over. Jeg gider ikke være ham rigmanden – det står der tit, ’ham rigmanden’. Sådan tænker jeg jo ikke selv på det. Jeg ved godt, jeg har nogle penge i banken, men når jeg vågner om morgenen, så tænker jeg jo ikke ’rigmand, rigmand, rigmand’. Jeg tænker ikke en skid på det dagen igennem«.
Altså, rigmand vil han ikke kaldes. Mæcen heller ikke. Hvad kan man så kalde ham?
Det svarer Flemming Skouboe selv på i en efterfølgende mail til mig.
Han vil gerne føje et svar til mine spørgsmål om, hvorfor så mange af hans projekter og den kunst, han har købt, har deres rødder i dele af Jylland, han selv har en forbindelse til. Jeg har brugt ordene »lokal« og »jysk«, men Flemming Skouboe har hørt det som »provinsiel« og skriver: »Jeg har siden dit besøg gået og funderet lidt over begrebet provinsialisme. Og du har fuldstændig ret. Jeg er på mange måder provinsiel, når det kommer til stykket. Oven i købet lidt stolt af det«.
»At være provinsiel – og stå ved det – harmonerer i øvrigt helt fint med projekterne i Fænø Lighthouse, hvor vi har udviklet en både naiv og anderledes indgang til de emner, vi vælger at tage op, når vi fordomsfrit undersøger noget af det, der er sværest at forstå«.
»Ha’ selv en god weekend!«, fortsætter han og erklærer lige under et »vh Flemming«, nærmest som en autosignatur:
»Lidt bonderøv har man da lov at være ...«.
fortsæt med at læse
