0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ingvar Cronhammer: »Jeg synes ikke, det er så sjovt at blive kaldt fascistoid«

Bag sit robuste ydre er billedhuggeren Cronhammer et sitrende, søgende væsen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Joachim Adrian
Foto: Joachim Adrian

Det begynder som et lynnedslag ud af ingenting. Og pludselig har han fået en idé. Manden bag nogle af Danmarks tungeste kunstværker, Ingvar Cronhammar, er et robust mandfolk, der drages af underskønne rædsler - fra djævelske jagerfly til excentriske generaler - men selv farer han op ved den mindste forstyrrelse.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det var en lørdag eftermiddag for godt 20 år siden.

Ingvar Cronhammar sad alene over en kop kaffe på lærerværelset på efterskolen i Hammerum nær Herning, hvor han arbejdede som lærer. For dengang var der ikke meget salg i hans kunst.

Et halvt år forinden havde direktøren for Herning Kunstmuseum ganske vist stillet ham en opgave: at begå et værk til en mark uden for byen, men intet havde vist sig for hans indre øje. Og, som han siger:

»Jeg kan slet ikke have at gøre med et stykke blankt papir. Kun læne mig tilbage og håbe, at gestalten nok skal dannes, hvis jeg giver det tid«.

Men hen ad klokken 15 den lørdag eftermiddag, havde det åbenbart fået tid nok.

» Fffup! – sagde det i koppen. Og pludselig stod figuren fuldstændig skarp for mig. Altså, nærmest ned i mindste detalje«.

350 tons stål
Hvad han den eftermiddag så for sig i et glimt, ligger i dag på en mark uden for Herning. Som 350 ton stål. Og lige så meget beton. En kæmpemæssig sort kuppel, der favner landskabet med en diameter på 60 meter. Og en dysse begravet i sit indre, som med lange, uregelmæssige mellemrum sender en flamme til vejrs.

Eller som kunstneren selv siger:

»Den står med en flamme mod himlen og venter på et svar. Og svaret fra hvælvet er tordenkilen«.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter