Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Ivan Riordan Boll
Foto: Ivan Riordan Boll

Succes. Museerne tiltrækker flere folk end nogensinde. Moesgaard Museum ved Aarhus har næsten 10-doblet sit besøgstal efter en stor ombygning og modernisering.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Museerne hitter, teatrene skranter

På 20 år har museerne fået næsten 60 procent flere gæster, mens teatrene har mistet en femtedel af deres publikum.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mette Bomholt fra Lysstrup kan godt huske, hvordan det var at gå på museum, da hun var barn i 1980' erne.

»Man kom ind på Skagen Museum, og så hang billederne på rad og række, og der var ingen fortælling, det var bare billede på billede«, siger den 43-årige kvinde, som vi møder midt i gladiatorudstillingen på Moesgaard Museum syd for Aarhus.

Inde i det store lokale bagved lyder brølene fra en løve, der kæmper mod det antikke Roms gladiatorer, og fra lydanlæg og en mange meter bred storskærm rejser sig et hujende bifald fra en romersk menneskemængde, der ligesom os - publikum på museet 2.000 år senere - er til gladiatorkamp.

»Det her vil blive et hit«, vurderer hun, og kollegaen Finn Henriksen nikker.

»Her kan også børn komme fuldkommen uden forudsætninger og få noget ud af det alligevel«. For ikke mange år siden var det at gå på museum noget med at se på genstande i tyste rum overvåget af ældre kustoder. Ikke noget, man skulle tro havde en stor fremtid i en digital tidsalder.

Men tilskuerne vælter ind. Siden 1995 er antallet af museumsgæster steget med 58 procent, selv om konkurrencen om danskernes fritid og kulturforbrug er blevet hårdere.

Til gengæld svigter publikum de statsstøttede teatre. I samme periode har de mistet hver femte af deres gæster. Det viser en gennemgang af Danmarks Statistiks årlige opgørelser over publikumstal.

Men hvorfor er det museerne, der går sejrrigt ud af kampen med teatrene?

Museerne fornyer sig

Kirsten Drotner, der er professor på Syddansk Universitet og forsker i film, medier og museer, mener, at museerne og teatrene er direkte sammenlignelige, fordi de henvender sig til samme borgersegment, de veluddannede og midaldrende.

Hvis man udstiller virkeligheden nøgen, trænger den ikke igennem

»De har begge kæmpet med et lidt støvet, finkulturelt image og haft svært ved at tiltrække et yngre publikum. Men der må man konstatere, at det er lykkedes museerne at kommunikere med brugerne på nye måder. Det er ikke lykkedes for teatret«, siger hun.

Kirsten Drotner fremhæver eksempler som kombinationen af vinsmagning og naturvidenskab på Statens Naturhistoriske Museum eller ' SMK Fridays' på Statens Museum for Kunst, der inviterer på uformelle kunstoplevelser med drinks, musik, performance og snak. Ligesom mange museer har været gode til at omfavne den digitale tidsalder med brug af lyd og levende billeder, sociale medier, apps, trykskærme og tablets.

»Museerne er begyndt at kommunikere på en anden måde og have aktiviteter, så folk får en bredere oplevelse. De bruger deres genstande som katalysator for forandring i menneskers liv eller i samfundet.

Det er ikke lykkedes for teatrene i samme grad«, siger Kirsten Drotner.

Hun står i spidsen for forskningscenteret Dream, der sidste år kom med en rapport om unges museums-og mediebrug.

Den viste, at det lykkes museerne at få lidt flere unge gæster og lidt flere med anden etnisk baggrund end tidligere.

»Men den primære årsag til, at museerne øger besøgstallet, er, at folk, der er glade for museerne, kommer oftere end før«, siger Kirsten Drotner.

Museerne vinder også publikum, fordi der er bygget nye spektakulære museer som eksempelvis Moesgaard og Aros i Aarhus. De har været nødt til at gentænke museerne, så de passer til det moderne menneske.

»Det har været vores klare strategi at fortælle på en måde, så tre generationer kan få noget ud af at komme her, og jeg tror, der er en tendens i det hele taget på museerne til at turde fortælle historier«, siger Jan Skamby, der er direktør på Moesgaard Museum.

Inspirationen til den levende fortællestil, som museet er blevet rost for, både herhjemme og af estimerede arkæologiske museer i udlandet, kommer fra de danske dokumentarfilm.

Jan Skamby hæftede sig i sin tid ved en bemærkning fra instruktøren Pernille Rose Grønkjær, som efter at have vundet en pris blev spurgt, hvorfor danske instruktører vinder så mange dokumentarfilmpriser.

Hun svarede, at det hænger sammen med, at de bliver uddannet sammen med fiktionsinstruktørerne.

»Hvis man udstiller virkeligheden nøgen, trænger den ikke igennem. Man er nødt til at gøre den til et værk, og da hun sagde det, kom jeg til at tænke på vores montrer med sværd og økser: De var også alt, alt for nøgne. De kommunikerede heller ikke noget igennem, medmindre man var amatørarkæolog«. Dermed kom museet ind på den historiefortælling, som handler om at fortælle, hvordan det var at være menneske i fortiden.

Den fortælling kan publikum identificere sig med, og Jan Skamby mener, at den er en væsentlig del af succesen på et museum, der havde over en halv million gæster sidste år - næsten 10 gange så mange som før ombygningen.

Museerne er begyndt at kommunikere på en anden måde og have aktiviteter, så folk får en bredere oplevelse.

Spyt i hovedet

Går man til gengæld bag den nedslående publikumsstatistik for teatrene, kan man se, at noget går tilbage, mens andet faktisk går lidt frem. Eksempelvis havde de fem københavnske teatre i paraplyorganisation Det Københavnske Teatersamarbejde, KbhT, en miserabel sæson sidste år med blot 208.000 betalende gæster mod 418.000 i sæsonen 08/09.

»Det ser ud, som om det er de store teatre, der har publikumsproblemer, mens de mindste og egnsteatrene går frem«, siger teaterekspert og professor emeritus ved Aarhus Universitet Jørn Langsted.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det gammeldags teater, der konkurrerer med film, har problemer, mens den tætte, nære oplevelse på de helt små scener, hvor man kan se spytdråberne ryge ud af munden på skuespillerne, er i top.

De helt store spektakulære, visuelle musik-og danseforestillinger vil folk også gerne se. Det er det store taleteater, der har det svært«. Samtidig fremhæver han, at teaterbesøget kræver mere af publikum end det at gå på museeum eller i biografen. Det kræver koncentration og fordybelse.

Er det ikke bare, fordi teatret er for dårligt?

»Man burde nok være mere på jagt efter den brændende kunstneriske vilje«, siger Jørn Langsted.

Dilemmaet for mange teatre er, at de måske godt kan få fat i et større publikum, hvis de spiller spektakulære musicals.

'Grease', som Nørrebro Teater spillede tilbage i 1990' erne, er teatrets største publikumssucces nogensinde.

»Men skal jeg bruge skattekroner på noget, der fungerer fint uden støtte? De statsstøttede teatre skal jo lave det, der ikke kan overleve på kommercielle vilkår«, siger Mette Wolf, direktør på NørrebroTeater.

Hun er helt enig i, at teatret skal ville noget kunstnerisk og samtidig åbne sig for sine omgivelser med andet end klassisk teater.

Hun fremhæver, at Nørrebro Teater forsøger at nå andre end de klassiske teatergængere med forsamlingshuslignende saloner med politiske diskussioner og ' Late Night' med komikere og musik. Ligesom det også vil invitere til fyraftenssang.

»Udfordringen for os er at blive gode nok til at fortælle om, hvad vi laver, og få folk til at købe en billet til vores forestillinger. Jeg kunne heller ikke selv drømme om at give 400 kroner for en koncert i Vega med noget, jeg ikke kender«, siger hun.

Hele fortællingen

Problemet for teatrene er ifølge lektor i teatervidenskab på Københavns Universitet Stig Jarl, at de er røget ind i et produktionsræs med et for stort udbud af forskellige forestillinger.

»Overproduktionen er tydeligst for de større etablerede teatre. Men generelt kunne jeg ønske færre, men mere gennemarbejdede forestillinger, hvor man har investeret mere tid i forarbejde og prøveforløb«, siger han.

Det kan godt være, at vi går lidt skuffede fra en dårlig film eller synes, vi kunne have brugt tiden bedre end på en kedelig udstilling. Men når vi ser et dårligt teaterstykke, bliver mange af os rasende over at have spildt både penge og tid på det, og så går der længere tid, før vi gider igen.

Det gammeldags teater, der konkurrerer med film, har problemer, mens den tætte, nære oplevelse på de helt små scener, hvor man kan se spytdråberne ryge ud af munden på skuespillerne, er i top

»Du investerer mere af dig selv, når du går i teatret. Derfor bliver du mere vred over en dårlig forestilling, og derfor har teatret brug for et kvalitativt boost. Teatrene skal satse på fantastiske forestillinger og eksperimentere med nye former, der appellerer til unge«, siger Stig Jarl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På gladiatorudstillingen på Moesgaard er Finn Henriksen og Mette Bomholt på vej ind til et af museets foredrag om gladiatorerne.

Solen skinner udenfor, og det er ikke nogen oplagt museumsdag, men de er begejstrede for udstillingen: »Det her er flot. Helt fantastisk«, siger Finn Henriksen og peger på en klassisk montre med guldsmykker og fallossymboler med gladiatormotiver:

»De, der vil, kan læse og få alle detaljer. Men samtidig får vi hele fortællingen«.

Ved en fejl var en ufærdig version af denne artikel i første omgang publiceret på nettet. Vi beklager.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden