I 1993 sad den 12-årige dreng Jasmin Beslija på det flydende flygtningecenter Flotellet i Københavns Havn og tegnede sit liv. Huset i Sarajevo. Sine forældre og sin bror. Kampvogne der angriber byen. Fire tændstikmennesker med noget krusedulle-bagage i en lufthavn. Og endelig familiens nye flydende hjem i Københavns Havn med skarpe, sorte trapper og en halvtom tv-stue. I 13 år har tegneserien hængt i en ramme i Røde Kors Kulturhus på Christianshavn. I mellemtiden er drengen blevet 25 år og mekaniker i Ballerup. Men i den kommende tid vil hans tegning fra begyndelsen af 1990'erne udgøre en ekstra frise på hovedfacaden på Thorvaldsens Museum i København, der til de tre andre sider i forvejen lægger murværk til Jørgen Sonnes berømte frise. Vejr, vind og forurening har gennem årene slidt på Thorvaldsens Museums facader og en særbevilling fra Københavns Kommune sikrer nu en renovering af hovedfacaden. Derfor er der opsat stillads langs hele museets facade mod Bertel Thorvaldsens Plads. Stilladset afsluttes forneden med en 2,5 meter høj og 36 meter lang væg af træplader. Det er på den væg, Jasmin Beslijas tegninger er blevet projiceret op og nu gengives i stor størrelse. Det er de to kunststuderende Sidsel Meineche og Joen P-Vedel, der har stået for ideen til og udformningen af frisen. I Røde Kors Kulturhus på Christianshavn fandt de to kunststuderende Jasmin Beslijas tegning fra 1993, der i piktogrammer fortæller historien om Jasmin og hans families flugt fra Bosnien, ankomsten til Danmark og ventetiden på Flotellet. »Tegningen udtrykker en personlig fortælling, men også en generel historie om at flygte fra sit hjemland og søge asyl i et andet land. I Sonnes frise ser man også Thorvaldsens hjemkomst til Danmark. Og det ville vi gerne perspektivere til Danmarks modtagelse af asylansøgere i dag, hvor færre og færre bliver budt velkommen«, siger Joen P-Vedel. I går var Jasmin Beslija, hans forældre og en kammerat fra Flotellet mødt op for at se tegningen blæst op til frise på museets facade. »Da jeg blev ringet op af Joen og Sidsel kunne jeg ikke lige huske tegningen. Men da jeg så den, fik jeg tårer i øjnene«, fortæller han. I knap halvandet år var Flotellet hjem for Jasmin Beslija og hans familie. De begyndte deres tilværelse i Danmark i en indvendig kahyt på Flottet i København. Uden dagslys og oplyst af et neonrør. Siden blev de opgraderet. Til kahyt B46 med vindue, der vendte ud mod kajen. Mange danskere mente dengang, at det var beskæmmende, at lade 1.000 asylansøgere bo på et flydende asylcenter i lange tider og for manges vedkommende uden dagslys i kahytterne. Men barndomsminder er barndomsminder. Uanset om de er fra Sarajevo eller Flotellet. Og som Jasmin Beslija siger: »Vi var jo børn. Så vi legede bare. Jeg tror, det var værre for mine forældre. Jeg kan tydeligt huske trapperne på Flotellet, som jeg har løbet op ad en million gange. Jeg har også prøvet at cykle op ad dem. Og den dag, Flotellet skulle flyttes lidt, fordi det lå i vejen for havnetrafikken, fik vi en skovtur til Helsingør. Der er aldrig nogen, der får mig til at sige noget dårligt om den tid«.