At befinde sig i byen Venedig er som at være med i en film. Alene det at komme sejlende fra Marco Polo-lufthavnen med De Italienske Alper i ryggen er som at spille hovedrollen i en dekadent drøm. Og på trods af tusindvis af turister er det stadig muligt at lade sig skræmme af ekkoet fra sine egne skridt, når man efter klokken 24 går alene igennem de smalle gader, kun guidet af de gule skilte mod San Marco eller Rialto (lad din iPhone ligge i lommen). I Venedig er det altid Nicholas Roegs gyserfilm ’Rødt chok’ fra 1973, der spiller i baghovedet.
Dekadencen og modsætningerne lever i den grad på Venedig-biennalen. Her findes den politiske og kritiske kunst side om side med kunstsamlernes gigantiske 4-etagers luksusyachter, der ligger fortøjet lige uden for Giardini, parken, som er centrum for denne alle kunstbiennalers moder.
