Mumitroldene med de runde flodhestesnuder, trinde kroppe og veludviklede sans for skattejagt og kaffeslabberas er indbegrebet af hygge. Men bag hyggen lurer mørkets kræfter.
Kometen kommer og truer med at udslette Mumidalen. Vandet stiger voldsomt, og i bunden af mørke huler lyser røde øjne faretruende. Når Murren kommer lydløst glidende i tusmørket, breder en uforklarlig kulde sig, og de små elektriske hattifnatter gør man klogt i at holde sig på sikker afstand af.
For Tove Jansson, der skrev og tegnede de elskede eventyr om mumitroldene, var hyggen en konstruktion. Jansson lagde ikke skjul på, at Mumidalen var et tilflugtssted i krigens onde år. Samtidig var det et forsøg på i eventyrets form atter at fremmane noget af en svunden barndoms munterhed og hygge.
Som barn af to kunstnerforældre voksede Jansson op i kulørte omgivelser. Billedhuggeren Viktor ’Faffan’ Jansson og grafikeren og illustratoren Signe ’Ham’ Hammarsten boede afhængigt af sæsonen skiftevis i et livligt atelierhus på Skatudden i Helsinki og på en lille ø i den finske skærgård nær Porvoo et halvt hundred kilometer længere østpå.
