Hele gulvet er dækket af keramik. Store aflange fade, kæmpe skåle, høje vaser og ikke mindst et væld af trebenede potter.
Så man skal se sig godt for, når man bevæger sig rundt på Ole Jensens udstilling. Pludselig kan man få stoppet støvlen ned i en sovsekande eller komme til at sparke til en kartoffelskål. Derfor gør man klogt i at stå stille og have øjnene på stilke. Men det er nærmest umuligt, for Ole Jensens opdækning er så finurlig og overvældende, at man får lyst til at danse rundt. Opleve tingene fra alle sider. Skrå ind over hans skåle, stikke hovedet ned i en af vaserne og løfte et af de cirkelformede fade og undersøge det i alle detaljer.




























