Gad vide, hvad årsagen er til, at en kunstner ved navn Thrándur Thórarinsson midt under den såkaldt sene postmodernisme uprovokeret giver sig til at male genrebilleder, eller folkelivsskildringer. For sådan kalder man prosaiske fremstillinger af almindelige mennesker i den slags situationer, som de fleste hverdage i vor verden består af.
For dermed giver Thórarinsson kunstigt åndedræt – eller rettere sit eget åndedræt – til en gammel genre med rødder tilbage i kunstens historie. For det var 1600-tallets Holland, i et tætbefolket kunstnerisk miljø, at genren kulminerede med navne som Pieter de Hooch, Adriaen Brouwer, Jan Steen, David Teniers m.fl. Der er også vores egen danske guldalder i 1800-tallet, og så en fortællende realisme i slutningen af århundredet, med blandt andre brødrene Frants og Erik Henningsen og københavnermaleren Paul Fischer. Der er i det hele taget historiske eksempler nok. Men de er af ældre dato, og netop det er det mest interessante ved et fænomen og en genre, der med ét er søgt revitaliseret.
