Fremover vil man kunne betragte Camille Pissaros 'Portræt af dreng' på kunstmuseet Ordrupgaard. Det er blevet resultatet af den seneste tvist mellem det danske Kulturværdiudvalg og en udenlandsk køber, som i foråret erhvervede portrættet og siden ansøgte om at føre det ud af landet.
»Det er udvalgets opgave at medvirke til, at vi ikke mister de vigtigste unikke kulturværdier til udlandet. Udvalget har vurderet, at der er grundlag for at nedlægge forbud, og at maleriet skal placeres på kunstmuseet Ordrupgaard, hvor det vil bidrage til historien om Danmark og danskerne«, udtaler formand for Kulturværdiudvalget, Svend Larsen.




























