Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Balletdansere kan indtage stillinger, der hos andre mennesker ville være tegn på en alvorlig ulykke, ligesom smerte er en del af deres hverdag. Af samme grund skabes der for megen distance mellem kroppene i videoen og den krop, man selv medbringer, når man ser Jesper Justs nye videoværk.
Foto: Anders Sune Berg

Balletdansere kan indtage stillinger, der hos andre mennesker ville være tegn på en alvorlig ulykke, ligesom smerte er en del af deres hverdag. Af samme grund skabes der for megen distance mellem kroppene i videoen og den krop, man selv medbringer, når man ser Jesper Justs nye videoværk.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anmeldelse: Dansk kunstner sætter strøm til dansere fra Den Kongelige Ballet, men som kunst bliver det unødvendigt indvikle

Jesper Just vil undersøge et spændende emne - den perfekte krop. en gør det unødvendig indviklet og ikke sanseligt nok. Man kommer til at længes efter den Just, der med sanselighed og en sært jordnær magi fik sit internationale gennembrud i 00'erne.

Kunst
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Alle, der har prøvet at have krampe i benet eller irriterende tics under øjet, ved, hvad der sker i Jesper Justs nye videoinstallation ‘Circuits (Interpassivities)’. Forskellen er bare, at de ufrivillige muskelsammentrækninger her fremprovokeres af elektriske impulser, der styres af det akkompagnerende klaverspil. Og at dem, det går ud over, er dansere fra Den Kongelige Ballet.

Just ønsker nemlig at undersøge, hvad der sker med den perfekte krop, når den kommer ud af kontrol. Og derved samtidig sætte spørgsmålstegn netop ved det, vi har det med at regne for det perfekte.

Det er sikkert også en af grundene til, at han har lavet huller i skærmen, som videoen vises på, ligesom man kan gå om bag den og se alle de ledninger, der skal til for at holde det hele i gang. De manglende felter fra skærmen er i stedet placeret rundt omkring i rummet, men de løsrevne skærme viser deres stumper af helheden – videoen – i et andet størrelsesforhold, så man her er så tæt på, at det er svært for pixlerne at samle sig til et billede.

Tanken er, at man ikke kan se det hele på én gang, men faktisk forstyrrer fraværet af en fuld skærm ikke særlig meget, for det er let selv at fylde felterne ud.

Hvide cementklodser

Personligt er jeg ikke begejstret for Justs eksperimenter med fragmentering, i alle tilfælde ikke når han gør brug af hvide cementklodser, sådan som man også så det i 2013, hvor Just indtog den danske pavillon på Venedig Biennalen.

Ideen er, at de skal skabe et rum, der på én gang synes at være ved at falde fra hinanden og blive bygget op, men hos Nicolai Wallner ligger cementstykkerne ganske enkelt for pænt placeret til at fremmane den fornemmelse.

Idéen er, at de hvide betonklodser skal skabe et rum, der på én gang synes at være ved at falde fra hinanden og blive bygget op, men hos Nicolai Wallner ligger cementstykkerne ganske enkelt for pænt placeret til at fremmane den fornemmelse.
Foto: Anders Sune Berg

Idéen er, at de hvide betonklodser skal skabe et rum, der på én gang synes at være ved at falde fra hinanden og blive bygget op, men hos Nicolai Wallner ligger cementstykkerne ganske enkelt for pænt placeret til at fremmane den fornemmelse.

I det hele taget savner jeg Justs tidligere udtryk, der var mættet til bristepunktet med sanselighed og en sært jordnær magi. Det var disse episke drømmesyn, tilsat råbekor og kornmarker, der gav ham sit internationale gennembrud i første årti af dette årtusind, men de senere år synes Just at have bevæget sig i en mere minimalistisk retning.

Just har dog stadig adgang til at udstille spektakulære steder, som man ser i sammenstillingen af tre fotografier fra Time Square i New York, hvor hans videoværk ‘Servitudes’ i 2015 blev vist side om side med lysreklamerne.

Også her handler det om manipulation af kroppen, for videoen viser en kvinde, der forsøger at spise en majskolbe iført en ‘Continuous Passive Motion’-anordning, som ellers bruges efter operationer og fører den berørte kropsdel gennem en række præcise bevægelser, der fremmer helingen.

Men Just havde ikke behøvet inddrage hverken elektricitet eller avanceret elektronisk udstyr, der i andre sammenhænge er en del af behandlingen af en skadet krop.

At modellerne er smukke, skal selvfølgelig vise os, at selv smukke mennesker kan miste styringen

En glat overflade – og ønsket om at bevæge sig på tværs af den – er nok til at få kroppen ud af kontrol, ligesom det havde været lige så svært at spise majskolben, hvis fingrene bare var påført simple skinner i stedet for en hel MPC-anordning.

At modellerne er smukke, skal selvfølgelig vise os, at selv smukke mennesker kan miste styringen, men der bliver så også tale om et tabt herredømme baseret på kontrol, symmetri og perfektion. Og hvor mange af os lever der?

Fortsæt undersøgelsen, men gør den sanselig

Jeg er helt med på, at en kunstner skal udvikle sig, afsøge nye udtryk og endda lave fejl. Faktisk er det fuldstændig nødvendigt. Og jeg er lige så enig i, at kroppens grænser, udefrakommende kontrol af kroppen og forholdet mellem den ideelle krop og virkelighed er fantastiske emner, ikke mindst for en kunstner som Jesper Just.

Men hvor vil jeg ønske, at han vender bare en smule tilbage til de tidlige værkers sanselighed, der endda vil passe perfekt også til Justs aktuelle tematik.

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden