De små stykker drivtømmer, der tilsammen udgør Sonja Ferlov Mancobas lille skulptur ’Levende grene’, passer så perfekt sammen, at det er svært at forestille sig, at hun simpelthen og helt tilfældigt fandt dem på stranden.
Men det var sådan, det gik til på Bornholm en sommerdag i 1935, da en ung Sonja Ferlov kastede sig ud i den surrealistiske disciplin ’objet trouvé’, det fundne objekt.
Surrealisterne mente, at det, man nærmest ubevidst samler op, har en særlig betydning. I dette tilfælde fik de dobbelt ret, for Ferlovs spændende og egenartede skulptur blev samtidig begyndelsen til hendes fremtidige arbejde som skulptør; tidligere havde hun helliget sig maleriet.
Fuglemotivet fulgte Ferlov samme år op i skulpturen ’Fugl med unge’, der på udstillingen ses både i hvid gips og – det er den færdige – i sort bronze. Det skaber en flot kontrast, ligesom man kan nærstudere, hvad de forskellige materialer betyder for det samlede, og samme, udtryk. Og det er da også netop den skabende proces, de skiftende materialer og selve stofligheden, der er i højsædet på udstillingen, hvor man inviteres indenfor i et rum, der godt kan minde om kunstens værksted.
'Min kære Clarisse': Læs seks af stor dansk kunstners private breve herI ’Fugl med unge’ kan man desuden spore inspiration fra den traditionelle afrikanske kunst, som hun havde et indgående kendskab til fra besøg hos familien Kjersmeier, der havde en smuk samling af netop denne form for masker og fritstående skulpturer.
Senere, da Ferlov var flyttet til Paris og derfor kunne besøge det berømte Musée de l’Homme, kom også præcolumbiansk æstetik til at influere hendes værker, sådan som det blandt andet ses i den brutale og kantede ’Maske (Krigens udbrud)’ fra 1939.
Men som titlen understreger, inspireres hun også af den akutte verdenssituation, der med Anden Verdenskrig får stor personlig betydning for Ferlov Mancoba, der i 1942 blev gift med den sydafrikanske kunstner Ernst Macoba. Under Frankrigs besættelse bliver Ernst Mancoba således interneret, fordi han har britisk statsborgerskab, mens Ferlov Mancoba fra 1940 til 1946 arbejder på det værk, hun slet og ret giver titlen ’Skulptur’.
Og sikke en skulptur! Den ligner intet andet og er alligevel så genkendelig som noget levende, som noget, der er vokset så organisk frem, at det er meget svær at holde fingrene fra den.
På Statens Museum for Kunst er ’Skulptur’ udstillet næsten i gulvhøjde, mens andre skulpturer salen igennem ses på sokler og podier i varierende højde.
Enestående værker
Kun de mindste værker præsenteres i lukkede montrer, som den, der omgiver Ferlov Mancobas sidste skulptur, ’Squelette de l’esprit’, åndens skelet, udført i hendes dødsår: 1984. Fra den ene side ligner skulpturen en hjelm eller en løsreven hovedskal, mens den fra den anden synes at pege tilbage på inspirationen fra de mest abstrakte masker fra Vestafrika.
Her slutter også udstillingen, der præsenterer en kunstner, der har været noget overset, men som fortjener så meget mere opmærksomhed. Både fordi hendes værker er enestående – og som i kraft af den voldsomme ambition, hun lægger for dagen, ikke er det på egne, men på kunstens vegne.
Sonja Ferlov Mancoba mente nemlig, at kunst skal være det redskab, der samler menneskene og derved bidrager til en bedre verden. Det er så idealistisk et standpunkt, at kun ganske få siden har indtaget det. Men måske tiden er ved at være moden til igen at turde drømme så stort?
fortsæt med at læse
