Helt i tråd med tidens tilstand af hyperforbindelse var det igennem mine venners feeds og stories på Instagram, at jeg oplevede åbningen af Donna Huancas udstilling og den dertilhørende performance.
Det kolde hvide lys fra min iPhone 8, som langsomt svitser nervebanerne til nattesøvn og empati over, var det perfekte interface til Huancas fotogene og umiddelbart flade malerier og de bodypaintede modeller, som poserede langsomt – nærmest antiagerende – i installationen med titlen ’Lengua Llorona’, den grædende tunge.
