Det hele begyndte med et forladt klaver i et lige så forladt slot. Tilbage i 2009 nærmest ’faldt’ den franske fotograf Romain Thiery over det, der endte med at blive en hel fortælling om, »hvordan musikken og instrumenternes kraft trænger igennem, også selv om de er i omgivelser, der ikke længere tiltrækker vores opmærksomhed«, forklarer fotografen.
Nu, 10 år senere, er fortællingen, der går under navnet ’Requiem pour pianos’ (’Dødsmesse for klaverer’), færdig. Den indeholder intet mindre end 124 billeder taget rundt om i hele Europa. Hele projektet handler ifølge Romain Thiery om at give sig tid til at huske klavererne en sidste gang, inden tidens gang får dem til at forsvinde.
Google Earth som pegepind
Mens Roman Thiery arbejdede med sin fotoserie, rejste han blandt andet til Spanien, Tyskland og Rumænien, men han nåede også forbi langt mere afsides afkroge af verdenskortet såsom det lukkede område i Tjernobyl.
Til at begyndte med fandt den franske fotograf frem til de forladte klaverer ved at lede efter slotte og kulturelle bygninger på Google Earth, men efterhånden som folk fik nys om projektet, begyndte flere at henvende sig direkte til Roman Thiery med tips om, hvor han skulle lede videre.



























