Skuepilleren Christopher Reeves originale Superman-kappe fra spillefilmen ’Superman’ fra 1978 blev bortauktioneret for et beløb svarende til små 1,3 millioner kroner.

Superman på auktion: Ingen har før betalt så meget for en superhelts kappe

Foto: Robyn Beck/Ritzau Scanpix
Foto: Robyn Beck/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En tætsiddende dragt med underbukserne udenpå og en flagrende kappe. Mere eller mindre sådan kom støbeformen til en maskulin superhelt til at se ud, da tegneserien ’Superman’ fra 1938 brød gennem lydmuren.

Nok var den maskerede ’Fantomet’ kommet til et par år før, men det var Jerry Siegel og Joe Shusters flyvende dydsmønster fra planeten Krypton, der vandt massernes kærlighed.

Superman bar ingen maske. Den smed han så at sige, når han forvandlede sig fra den undseelige brillebærende journalist Clark Kent for at blive sit overjordiske selv iført den røde kappe. Men forgængerne blandt det tidlige århundredes amerikanske seriehelte bar ikke kapper, så hvor kom den fra?

En udlægning lyder, at det var stumfilmstjernen Douglas Fairbanks i rollen som den maskerede hævner Zorro, der først inspirerede skaberne til at iklæde Superman kappen med det ikoniske ’S’.

Dens ridderlige gotiske udtryk stod endnu tydeligere frem, da Batman året efter, i 1939, første gang svingede sin sorte flagermuseversion i den dystre storby – hvis nogen ikke havde fanget den – Gotham City.

Mandag blev skuepilleren Christopher Reeves originale Superman-kappe fra filmatiseringen ’Superman’ fra 1978 bortauktioneret i Beverly Hills for et beløb svarende til små 1,3 millioner kroner, den hidtil højeste pris for en superheltekappe.

På samme auktion gik skuespilleren Patrick Stewards uniform fra ’Star Trek: The Next Generation’ for 192.000 kroner, mens Dan Aykroyds heldragt fra ’Ghostbusters II’ indbragte 214.000.

Nikolaj Heltoft

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her