Lyt til artiklenLæst op
05:28
Der står han, den hvide mand. Centralt placeret i maleriet. Med hængepatter, kalveknæ og sorte trusser trukket ned over lårene, så man kan se den slappe pik. I den ene hånd har han en rød handske. Øjnene er vendt mod himlen, som bebrejder de noget deroppe, eller som afventer de, at noget skulle falde ned.
Den hvide mand er i krise, og verden ramler om ham: klimakrisen, tvunget barsel, såkaldt identitetspolitisk krigsførelse. Øv bøv, så så man lige alle de andre komme anstigende med krav om repræsentation og indflydelse: kvinderne, de brune, de sorte, folk med handikap og uforståelige seksualiteter og kønsidentiteter.
