Når den nye kaffechef for Tate Modern i London tiltræder, står personen til at modtage 350.000 kroner i løn om året. Det har fået museets kuratorer og deres fagforening til at råbe op om urimelige løngab i branchen.

Et »rystende« løngab: Medarbejdere protesterer over Tate Moderns plan om at ansætte en højtlønnet 'kaffechef'

Kaffechefen tilbydes en løn på omkring 350.000 kroner årligt. Arkivfoto Peter Hove Olesen
Kaffechefen tilbydes en løn på omkring 350.000 kroner årligt. Arkivfoto Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Hvis du står og mangler et job, søger museet Tate Modern i London lige nu en ’kaffechef’. Du skal ifølge stillingsopslaget have erfaring inden for virksomhedsudvikling, salg og strategi, være opdateret vedrørende »alle aspekter forbundet med te- og kaffelevering« og have næse for at blande og riste kaffebønner.

Kan du krydse de kvalifikationer af på dit cv, og kommer du gennem nåleøjet, er du sikret en fuldtidsstilling med 40 arbejdstimer om ugen og en årlig løn på omkring 350.000 kroner foruden diverse personalegoder og rabatter.

Netop lønnen har skabt en ophedet debat blandt både museets medarbejdere og fagforeningsfolk, og det skyldes, at museets kuratorer til sammenligning får udbetalt en løn, der svarer til ca. 230.000 kroner om året.

Det skriver The Telegraph, der også kan fortælle, at fagforeningen for museumsarbejdere kalder kuratorernes løn for »rystende« lav.

»Løngabet er en kraftig påmindelse om, at det ikke kaffechefen, der bliver overbetalt, men at det derimod er de yderst kvalificerede og professionelle museumsarbejdere, som bliver betalt alt for lidt«, siger fagforeningen Prospects generalsekretær, Alan Leighton til The Telegraph.

Tate Modern har i en officiel udtalelse, som The Guardian refererer, forsvaret den nye kaffechefs lønseddel, og i udtalelsen står der blandt andet, at det urimeligt at sammenligne lønninger for en leder- og en kuratorstilling. En ledende kuratorstilling giver et sted imellem 350.000-440.000 kroner om året, hvilket er mere sammenligneligt med kaffechefens løn, oplyser museet.

»Vi værdsætter hele vores personale og stræber efter at betale dem en rimelig løn for deres arbejde på Tate«, står der i udtalelsen.

Simon Baastrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her