Her cirka en måned efter at et værdifuldt maleri af van Gogh blev snuppet fra det hollandske museum Singer Laren, har efterforskerne valgt at frigive en overvågningsvideo af tyveriet.
På den 1 minut og 14 sekunder lange videosekvens ser man en motorcykel ankomme til museet. En sortklædt mand smadrer sig vej gennem en glasdør med en forhammer, han fortsætter gennem museets butik, smadrer endnu en glasdør for tilsyneladende at gå målrettet mod van Gogh-maleriet, der var udlånt af et søstermuseum i byen Groningen.
»Det eneste, der betyder noget lige nu, er, at videoen kan give brugbare henvendelser, og at maleriet kan komme uskadt tilbage til Groningen-museet så hurtigt som muligt«, har Singer Larens direktør, Evert van Os, udtalt ifølge nyhedsbureauet AP.
I dagene efter tyveriet blev tyvene omtalt i flertal af hollandsk politi. Den teori er tilsyneladende ikke opgivet på trods af, at man kun ser én gerningsmand på videoen. Politiet efterlyser samtidig en hvid varevogn, som var ved museet i tiden omkring tyveriet. Politiet efterlyser desuden gæster, der besøgte museet i dagene før coronalukningen.
Selve tyveriet skete kl. 03.15 natten til 30. marts, alarmen gik i gang, men da politiet ankom til museet, var gerningsmanden allerede forsvundet.
Ifølge videoen forlod tyven stedet med maleriet under højre arm og kørte derfra på sin motorcykel.
Maleriets markedsværdi er ikke oplyst, men museumsledelsen på Singer Laren har ifølge Ritzau understreget sit raseri over forbrydelsen, som man betragter som »et tyveri begået mod det hollandske samfund«.
Maleriet, der har titlen ’Forårshave’, viser en sortklædt kvindeskikkelse i området ved præstegården i byen Nuenen og er fra 1884.
fortsæt med at læse


























