Ved første øjekast ligner det en tiger i et bur, men da fotografiet hænger et pænt stykke inde i udstillingen af Taryn Simons enorme indeks over det skjulte og ualmindelige i Amerika, er jeg klar over, at der skal kigges ekstra efter.
Måske det viser sig, at tigeren er udstoppet? Af en mindre dygtig taksidermist? Noget er i alle tilfælde galt. Og jeg ved nu, at den æstetiske tilfredsstillelse, det er at se tigeres striber gentaget i burets tremmer og deres skygger, i trækassen og i de vildtvoksende grene uden for indhegningen, vil blive sekunderet af en overraskelse. Af afsløringen af en hemmelighed.