Når hun er bedst, er hun årtier forud for sin tid. Det er Anna Klindt Sørensen i 1962, hvor hun med hastige penselstrøg, som er hun en rendyrket 80’er-maler, angiver sneen på grenen i ‘Vinter i Ry’. Og det er hun igen midt i 60’erne, når hun udfolder sin model, Ellen Rosell, på billedfladen med en energi og fundamental fandenivoldskhed, der trækker tråde tilbage til både tyske Paula Modersohn-Becker og frem til vores egen samtidskunst.
Her tænker jeg på blandt andre en kunstner som amerikanske Monica Kim Garza (f. 1988), der flere gange har fyldt V1 Gallery på Flæsketorvet med sine både nøgne og bastante kvindefigurer, som altid er i fuld gang med at leve livet. Det er nemlig både kropsligheden og en snert af selvtilstrækkelighed, som Klindt Sørensens og Kim Garzas kvinder har til fælles. Og så gør de sig ikke til i traditionel forstand. I stedet er de. Med fylde, forankring og stor overbevisning.
