I 2009 var Den Danske Pavillon i Venedig sat til salg. Et skilt med påskriften ’For Sale’ stod i hvert fald plantet foran arkitekten Carl Brummers klassicistiske bygning, hvor så mange særligt udvalgte kunstnere har udstillet gennem tiden. Men det hele var bare blændværk, eller rettere: et kunstværk, en installation, og det gjaldt også den livløse mand i den hvide skjorte, der lå og flød i en stor swimmingpool. Det var billedet af denne dramatiske situation, der gik verden rundt. Men ’The Collectors’ på Venedig Biennalen i 2009 af Michael Elmgreen & Ingar Dragset omfattede meget mere end tableauet med den druknede millionær.
Det var typisk for det dansk-norske kunstneriske makkerpar at producere et værk, der helt ned i detaljen var en satire over et klassisk velhavermiljø. Da Elmgreen og Dragset blev introduceret til den danske pavillon, fandt de, at både den fornemme bygning fra 1932 og dens nabo i Giardini-området, nemlig Den Nordiske Pavillon, snarere mindede om to velhavervillaer af lidt ældre dato end om typiske udstillingssteder.


























