Der er ingen regler for, hvornår en kunstner – som nu den franskfødte kunstner Pierre Knop – finder sig selv, underforstået hvornår han har arbejdet sig frem til sit artistiske udtryks sande jeg. Måske er teorien om dette såkaldte ’sande jeg’ i kunsten ikke andet end en myte. Og måske er enhver kunstner sådan set sig selv på et hvert tidspunkt af sin udvikling. Med andre ord kan det ’sande jeg’ bare være en tidsvariabel. Det gælder i den grad for ærkeeksemplet Pablo Picasso, der blev med at udvikle og forandre sig hele sit lange liv.
Derfor er det heller ikke foruroligende eller forkert, at Pierre Knop, der lige nu viser sine seneste billeder hos Gether Contemporary, har ændret stil – sammenlignet med hvad han malede for fire-fem år siden. Imellem disse to stadier ligger der sikkert en sej kamp, en masse tvivl samt en lang række forsøg og gemmer sig. Men nu lader han til at være både klar og afklaret. Billeder af store figurer er – for at sige det enkelt – blevet til billeder af store landskaber, især bjerglandskaber, som nu er befolket af små figurer, ikke mange, bare mange nok til at antyde, at landskabet trods sin naturlige vildskab er delvist beboet og derfor civiliseret.
