Ud over at være sig selv er moderne mennesker også blevet små omvandrende amatørfotografer. Har de en mobiltelefon på sig, og det har de fleste af os det meste af tiden, er de samtidig den tilsyneladende lykkelige ejer af et kamera, tilmed et ganske godt kamera, som de så kan gøre brug af, hver gang en oplevelse ude i virkeligheden kalder på at blive forlænget ud over øjeblikket. Denne fotograferende telefon sætter dem i stand til at opmagasinere nærmest alt det, som de har brug for at mindes eller huske. Det betyder, at de ikke længere skal overlade noget til erindringen eller til fantasien. Men i takt med at et sådant kamera er blevet hvermandseje, er der også gået inflation i det præcise, skarpt tegnende normalfotografi, som altid får det hele med. Med fotografiets demokratisering følger også dets banalisering.
Så hvis der skal være motiver tilovers til en fotokunstner som Astrid Kruse Jensen (bemærk venligst distinktionen mellem en kunstfotograf og en fotokunstner), må hun gå andre veje. Eller omveje. For at forny sin arbejdsform – og sine arbejder – er hun gået tilbage i tiden, til fotografiets barndom, til en 180 år gammel fotografisk teknik ved navn cyanotypien. Den kaldes også blueprint – eller på dansk: blåprint – et udtryk, der i dag især benyttes om detaljerede plantegninger f.eks. på papir.
