Klodsmajor. Det spil, hvor man stabler klodser og en efter en fjerner dem, til tårnet kollapser …
Det kunne være en metafor for livet som sådan. Eller bare for den måde, man opbygger en kunstnerisk karriere på: Klods efter klods bygges der på kunstnerskabet i et håb om, at karrieren holder og ikke dratter sammen.
Og der er noget karriereagtigt tårnbyggeri over den store udstilling med den irsk-amerikanske senminimalist Sean Scully (f. 1945) på Thorvaldsens Museum. En duft af, at det er en god forretning. En aura af store penge, privatfly og kunstmesser emanerer fra værkerne.
På pladsen foran Thorvaldsens Museum står tre næsten otte meter høje skulpturer. De hedder ’Oak Stacks’ og er nye, skabt til stedet og udstillingen.
