Selv om aboriginkunst bygger på tusindårige traditioner, kan den antage højst forskellige former og farver: Fra nærmest slørede farvefelter i purpur og pink, over sirlige prikker, der ophæver afstandsbedømmelsen, til tunge højderygge, stiliserede som vejskilte. Kvinden bag de slørede farvefelter bar det fulde navn Emily Kame Kngwarreye, men omtales heldigvis bare som Emily. Hun var knap 80 år gammel, da hun begyndte at male på lærred, og alene inden for hendes livsværk kan man på Arken opleve højst forskellige udtryk. Nogle gange prikkede Emily sine billeder frem, men hun gjorde det med en kæmpe pensel, andre gange malede hun horisontale linjer, ligesom hun altså også kunne finde på at male disse slørede farvefelter. Men som alle de andre kunstnere på udstillingen 'Drømmetid', som i dag åbner for publikum på Arken, malede Emily sit land, sine sange, sin historie. Den aborigine kultur og religion er den ældste i verden, med en historie, der rækker 30.-50.000 år tilbage gennem tiden. Sangene, fortællingerne og verdensopfattelsen er overleveret fra generation til generation, ofte i følgeskab med billeder. Derfor kan man se fremstillinger af Ayers Rock med sne på toppen, selv om det er mange, mange år siden, den har set sådan ud. At disse værker er millioner og atter millioner af dollar værd i dag, har kunstsamleren Hank Ebes, hvis samling udstillingen bygger på, selv noget af æren for. Han har igennem tre årtier levet og åndet for aborigin kunst. Australsk aboriginkunst er kendt for sine prikker, og dem ser man da også mange af på Arken. Det er med prikker, Lyndsay Bird Mpatyane fortæller om forskellen på 'Old Fella - Young Fella' (gammel fyr - ung fyr) i et maleri fra 1993. De gamle mænd fremstilles som cirkler forbundet med hinanden på kryds og tværs, mens de to unge fyres eneste forbindelse er hinanden. Der skabes altid netværk, også i Australiens ørken. Et andet prikmaleri er en 'Slange Drøm', udført af Long Jack i 1989. Værket ligger på gulvet i samme position, som det blev malet, og man bliver helt skeløjet af prikkerne, der er som perler, vævninger og vibrationer fra bevægelsen. Et barskt billede af det 20. århundrede får man i Jonathan Kumuntjara Browns 'Maralinga' fra 1992, hvor store dele af det underliggende prikmaleri simpelthen er dækket af sand, mens skelettet af et firben er fastgjort midt på lærredet. Dette billede er til at forstå, selv for en ikke-aboriginer, når man får at vide, at Maralinga er stedet, hvor man i 1950'erne prøvesprængte atombomber. Andre billeder er langt vanskeligere at forstå, og det er ofte med fuldt overlæg. Der er nemlig billeder, kun de initierede mænd må se, billeder, som aboriginerne mener ville være direkte skadelige for os andre at vende blikket mod. Så når man ser sorte felter i aborigine malerier, er der ofte tale om bortcensurerede områder og informationer. De første aboriginere, der i begyndelsen af 1970'erne på opfordring fra skolelæreren Geoff Bardon begyndte at male, havde ikke forestillet sig, at deres værker skulle ses af så mange mennesker, som det blev tilfældet. Clifford Possum Tjapaltjarrismaleri 'Love Story' fra 1972 er et fint eksempel på de tidlige maleriers åbenmundethed. Ikke at man med det nøgne og uinitierede øje kan se nogen fare, endsige forstå historien om forbudt kærlighed, som maleriet fortæller, men når man sammenligner billedet med den version, som Clifford malede 20 år senere, så kan man godt se, at visse billedelementer er udeladt. »Det er den samme historie som i Romeo og Julie, 'West Side Story' eller 'Guess Who's Coming to Dinner?'«, siger Hank Ebes, »men man behøver ikke forstå det hele til bunds for at få noget ud af at se på maleriet. Ligesom man ikke behøver kende navnene på alle i 'Nattevagten' for at nyde Rembrandts maleri«.