Burde det ikke være det rene kunstneriske selvmord at udstille i Glyptotekets imposante festsal? Og er det bare ikke en invitation til hævn og hybris af tredje grad? Eller er det snarere den helt store triumf for en nulevende kunstner at kunne placere sit eget værk på byens rigest dekorerede marmorgulv og se det flankeret af rækker af stolte klassiske statuer og knejsende joniske søjler? Erik A. Frandsen har gjort det utrolige, og han er sluppet levende fra dette heftigt iscenesatte kultursammenstød. Ja, mere end levende, for både ståltromlen i festsalen og de installationer, som han har udstyret to andre af den antikke samlings sale med, er duelighedsbeviser på en kontra-institutionel kækhed og en suveræn lyst til at lege med kontraster, som man skal helt tilbage til halvfjerdsernes Arme & Ben-udstillinger for at finde magen til.
Blomsterpres på stålplader
Det var dengang, at Arme & Ben invaderede J.F. Willumsens Museum i Frederikssund, og Poul Gernes kom på den idé at udstyre loftet i museets store sal med vældige stykker imiteret lakridskonfekt! For kun så skrigende en farveholdning kunne hamle op med gamle Willumsen.
De blomstermotiver, som Frandsen allerede har fræset ind i adskillige polerede stålplader, har givet ham opskriften på, hvordan man hamler op med Festsalen i al dens anakronistiske magt og vælde. Man lader den simpelthen spejle sig. For at spejle ’noget’ vil sige at citere det, indfange det.
