Kunst kan noget særligt, når det gælder ting, vi har svært ved at snakke om eller aldrig helt forstår. Kunsten har et register, der kan sætte følelser i gang og knytte an til nye og anderledes associationer. Den kan bære tanken dybere ind i et sanseligt limbo, hvor kanalerne står på vid gab og frit løb. Her kan man nærme sig det svært håndgribelige. Dette har været kunstens legitimitet lige siden Platons indlemning af kunsten i hans fiktive stat et par århundrede før vor tidsregning. På Kastrupgårdsamlingen er det i dag identiteten, det drejer sig om. Den globale væren - udspændt mellem en kastekultur med rigeligt sjæl, silke, slum og bollywood, frodige bjergmassiver, millionbyer og deltaer og så en række tågeøer i nord med rugbrød, mødregrupper og jantelov, simpelthen. Intet mindre. Hvordan har identiteten det så der? Det forsøger fem danske og seks indiske nutidskunstnere at illustrere og undersøge fra hver deres virkelighed. Det drejer sig om danske Peter Carlsen, Sophia Kalkau, Mille Kalsmose, Lilibeth Cuenca Rasmussen og Kathrine Ærtebjerg i et kunstnerisk møde med indiske Atul Dodiya, Sonia Khurana, Riyas Komu, Mithu Sen, Shine Shivan og Surekha. Uden størrre indsigt Men hvor sidder den? 'How am I?' stiller ikke spørgsmålet om, hvordan man har det (som i 'how are you?'), men nærmere: hvordan man er. Hele titlen lyder: 'How Am I? - Narratives about The Search for Identity in Different Realities'. Ikke en uforpligtende titel at hive op af hatten. Og selv om du sikkert sidder og tænker på Facebook, MySpace, Twitter og andre identitetsmekkaer i den globale virkelighed, er det altså langt fra det, du møder i Kastrupgårdsamlingen. Der er udarbejdet værker i medier som maleri og skulptur, fotografi, installation og video, og du skal ikke investere noget synderligt som publikum. Du skal se, lytte og mærke efter. Men hvordan havde jeg det så som menneske, identitet, mand, gift, dansker i mødet med disse værker? Denne anmelder endte faktisk både mere frustreret og uden større indsigt. Perverse 'Villy' Identiteten, som i antikken blev knyttet til noget så håndgribeligt som mellemgulvet, kommer ikke nærmere som eksistentielt, nutidigt udfordret fænomen med nye nuancer.
Noget af forklaringen ligger i det faktum, at kunstnerne ikke har produceret værkerne med dette tema som udgangspunkt. Det mærker man tydeligt, og det gør den i forvejen komplekse tematik endnu mere uklar. Lilibeth Cuenca Rasmussens (1970) værkserie med udgangspunkt i performancen 'Afghan Hound' blev skabt til Venedig Biennalen i 2011, hvor tematikken var ytringsfrihed. Værket vender magtpositioner om og fremfører fire forskellige afghanske karakterer i konfrontation med samfundets og især vestens fordomsfulde normer. Nu skal Cuenca Rasmussens politiske og frihedsundersøgende værk så handle om identitet. Det er stadig et fantastisk værk med masser af brod og kontrovers, men i disse øjne ret uinteressant her. Det samme gælder Peter Carlsens (1955) samfundskritiske nyfortolkninger af det historiske maleri med grådige, selvpromoverende, storforbrugende og perverse 'Villy' som omdrejningspunkt. Carlsens værker er kort sagt mere interessante som knivskarpe samfundsdiagnoser end som identitetsundersøgelser. Skæbnefyldt møde Også indiske Sonia Khuranas (1968) overskridende, men yderst stilfærdige undersøgelser af kropsligt nærvær i det offentlige rum har det svært som ’fortællinger om identitetssøgen i en global verden’. Det er altså ikke det, hun undersøger. En af undtagelserne er Riyas Komus (1971) indbydende skulptur 'Ballad of the Distracted vs. Cult of the Dead & Memory Loss' fra 2009. Dette værk er nok noget af det nærmeste, vi kommer et egentligt interessant greb om identiteten på udstillingen. Her er identitetens vilkår og grundlag svejset, hugget, skåret og slebet sammen i et stor maskinelignende korpus i træ og metal, hvor verden og mennesket mødes på et smukt poetisk plan, imens 'hjertet' - en stor bilmotor med tilkoblede rør og ledninger - pumper liv ud, ind og igennem dette monstrøse væsen. Her bliver portrættet af en taxichauffør og kunstner i Mumbai helt særligt nærværende og et skæbnefyldt møde med verden. Moderrollen En række værker på udstillingen undersøger vilkår og konstruktioner omkring vores identitet, men på en mere selvcentreret og på ingen måde global vis. Kathrine Ærtebjerg undersøger sin nye rolle som gift og nybagt mor i sine fine, eventyrlige malerier, imens Mille Kalsmose (tidligere Henriette Olesen) iscenesætter sine ubehjælpsomme forsøg på at komme 'nærmere sig selv' ved at skifte navn med få års mellemrum i en skulpturel installation med lysende navneattester og roterende gravsten. Når man få skridt efter står over for det indignerede videoværk 'Unclaimed' fra 2010 af indiske Surekha (1965), der fortæller historien om en mand i Bangalore, som har viet sit liv til at begrave de mange ukendte uden navn, uden historie: identitetsløse, der dør hver dag i storbyen, så synes Kalsmoses navlepilleri helt utroligt ligegyldigt. Samme realitet rammer Ærtebjergs ufarlige skildringer om moderrollen, når man står over for værket 'Spaces of Silence' (2007) af samme Surehka - et kontroversielt fotoværk om den høje rate af hustrudødsfald i Indien med køkkenet som typisk åsted. Og sådan har værkerne på denne udstilling meget svært ved at befrugte hinanden, hvor vi ikke kommer nærmere hinanden, og ligegyldige ilandsproblemer ender med at stå i stærk kontrast til hårde indiske realiteter.
