Det danske landskab har ikke fået lov til at ligge upåagtet hen de sidste tohundrede år, for siden guldalderen har de bløde bakker, skyernes kupler og glødende efterårsfarver betydet noget.
Til at begynde med fortalte de danske landskabsmalerier om et yndigt land, statsbankerot og nederlag til trods. Senere gled fortællingen helt ud i idyllen, før realisme og modernisme trak motivet i to temmelig forskellige retninger. Op gennem den sidste halvdel af det 20. århundrede så man ikke mange kunstnere beskæftige sig med landskabet. Det har sikkert hverken føltes relevant eller tidssvarende.






























