Hele sit liv forberedte kunstneren Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958) sig på de værker, som han ville begave en uforberedt og oftest forbløffet verden med. Med hvert nyt værk, der forlod hans atelier, ønskede han at sikre sin plads i sin egen tid og tiden efter sig selv.
Det krævede, at han forberedte sig – grundigere end alle andre. Improvisation var et fremmedord i hans arbejdsterminologi. Det var ordet iscenesættelse til gengæld ikke. Lige med undtagelse af værkernes modtagelse i offentligheden, som kunne være meget kritisk, overlod han aldrig noget til tilfældighederne.
