Det lyserøde landskab er smukt og sygt på én gang. Uvirkeligt, forvrænget, forgiftet.
Farven skyldes ikke et computerfilter eller nogen anden efterbearbejdning, men er alene et produkt af den infrarøde film, Richard Mosse bruger, som får al grøn vegetation til at gløde i pink. Denne type film er blevet brugt af det amerikanske militær til lettere at kunne få øje på camouflagefarver i et terræn.




























