Tre skridt inde i udstillingen melder tvivlen sig for alvor. Det er ikke mere end et par sekunder siden, at verden var sådan, som den plejer at være, og jeg befandt mig i et rum, jeg forstod uden overhovedet at tænke over det. En venlig museumsvagt spurgte mig, om jeg led af enten hjerteproblemer eller klaustrofobi, og før jeg havde tænkt tanken til ende, svarede jeg frejdigt, at det gjorde jeg på ingen måde.
Men nu er jeg i tvivl. Her er så hamrende mørkt, at jeg må tage hænderne til hjælp for at navigere. Og opdager derfor, at væggene er foruroligende tæt på. Jeg befinder mig altså i en meget smal og fuldstændig mørkelagt lang, lang gang. Men ikke nok med det, for det føles samtidig, som om jeg er trådt ind i en anden verden, en form for parallelunivers, hvor intet er sikkert længere, og hjertet derfor hamrer i panik.
