Det er ikke hverdagskost, at en ældre billedhugger og en yngre maler går så godt i spand, som Thomas Bang og Kristofer Hultenberg gør det i to udstillinger, i Møstings Hus og i noget mindre udgave hos Henningsen Gallery. For begge går deres egne veje. Men de går dog i parallelle retninger.
Begge repræsenterer en kølig, akavet og nærmest lidt aparte perfektionisme, og begge går tilsyneladende ind for, at det må være det væsentlige værks pligt at trodse alle de nemme forventninger, man kan stille til moderne skulpturer og moderne billeder. Sammenhæng i kunstnerens bevidsthed Thomas Bangs (født 1938) skulpturer er forestillingsløse sammenføjninger af strukturer i forskellige farver og former. De materialer, han anvender, rækker fra træfinér, læder, kulblyant til jern. Men det er måden, han føjer dem sammen på i redskabs- eller brolignende konstruktioner, der adskiller ham fra så mange andre i hans samtid. Man kan sige, at værkerne etablerer en slags sprængt univers, som kunstneren har forsøgt at samle igen, ud fra fornemmelsen for sine materialers visuelle kemi. Hvis der eksisterer en sammenhæng, findes den primært i kunstnerens bevidsthed. Det er ham, der har samlet og iscenesat værkerne hver for sig som et omhyggeligt planlagt postulat. Det er denne stædighed og egensindighed, der gør hans former så stærke og kompromisløse. Næsten på samme måde med Kristofer Hultenbergs (født 1971) billeder. Hvor Bang tager den tredje dimension i anvendelse, nøjes Hultenberg med to. Han tegner og maler med akryl og grafit på træplader. Men ligesom Bang frembringer han ikke noget, der allerede eksisterer i beskuerens private magasin af oplevelser og genkendelser. Det eneste, der kan ligne en Hultenberg, er måske andre værker af Hultenberg. En særlig kilde til identifikation er de små tegnefejl, som kunstneren bevidst efterlader på fladen, og som han aldrig helt sletter sporene af. Det ville være rigtigere at sige, at han tegner, end at han maler. Vi kender ikke den logik, som konstruerer hans værker. Vi ved heller ikke, om der overhovedet ligger nogen logik bag.
