Det er et af den slags kulturbestemte problemer, man indimellem stilles over for: Skal man følge færdselsretningen og holde til højre eller gå venstre om med uret? Stiller man sig selv dette spørgsmål i Galerie Mikael Andersen, er svaret: gå med uret, for det er sådan man får det fineste forløb i Elisabeth Toubros aktuelle udstilling om vandringskvindens momentum. Ud og hjem Enhver rejse begynder som bekendt med, at man træder ud ad døren, og det er præcis, hvad Toubro gør i det første af en serie fotografier, der dokumenterer en parafrase over den klassiske dannelsesrejse. Her dog tilsat en hel del humor, ligesom vandringskvinden Toubro bærer rundt på et skilt med skiftende påskrift som en slags tænke- eller taleboble svævende over nakken. LÆS OGSÅNu kommer der lokalkunst - men kun til de rigeste På vej ud i verden står der skrevet 'Min erkendelse/Hans erkendelse/Hendes erkendelse' på skiltet, men så snart Toubro ankommer til den vilde natur, ændrer skriften sig til 'Jeg er/Han er/Hun er'. Og sådan bliver det ved, mens Toubro bygger bivuak og behænger tornede hindbærgrene med blandt andet en T-shirt, hvor der står FBI hen over brystet. Samme T-shirt hænger nu i galleriet, så man kan se, at FBI står for: Female Body Inspector! Med stav i hånd Man skal med andre ord ikke tage det sete eller skrevne alt for alvorligt, men samtidig er det næppe tilfældigt, at naturbillederne minder ikke så lidt om klassiske kunstværker som Caspar David Friedrichs romantiske og højstemte maleri af 'Vandreren over tågehavet' (1818), hvor den rygvendte vandringsmand skuer ud over den storslåede, og dermed også en smule intimiderende, natur. LÆS OGSÅHvem skal egentlig redde kunsten? Eller hvad med danske J.F. Willumsens 'Bjergbestigerske' fra 1904, der ligesom Friedrichs vandrer skuer ud over landskabet fra en form for bjergtop? Både Friedrichs og Willumsens bjergbestigere læner sig skødesløst elegant mod vandrestaven, mens de kontemplerer verdensaltet omkring sig. Staven genfinder man i Toubros hånd, hvor den dog ser noget mere morsom ud, ikke mindst i bybilledet. Næste stop: Kirken Næste stop er nemlig Grundtvigskirken, her med sentenserne 'Min smerte/Hans smerte/Hendes smerte' i korsform på ryggen, som en hilsen til den 'Via Dolorosa' eller 'Smertens Vej', som Jesus skulle gå med korset på nakken. Og noget må være sket i kirkerummet, for når Toubro træder ud igen, sker det med overskriften 'Min Trøst/Hans trøst/Hendes trøst'. På den videre vandring bliver 'trøst' erstattet med 'samvittighed', hvilket fører Toubro forbi 'Solidaritets Huset', der kun sjældent har set så solbeskinnet og strålende ud. Fra Nørrebros undrende fodgængere går turen (tilbage) til galleriet, og historien kan således starte forfra med 'Min erkendelse ...', måske endda med afsæt i de udstillede værker.
LÆS OGSÅKunstnere hylder Edderkoppekvinden Elisabeth Toubro (født 1956) er her langt fra det udtryk, der i 1980'erne gjorde hende til en af de såkaldte cool billedhuggere. I stedet leger hun med modsætninger i det moderne liv, ligesom hun på humoristisk vis sætter spørgsmålstegn ved den relationelle æstetik, der mest handler om at tage kunsten ud i verden for at skabe nye relationer og mindre om det rent æstetiske. Resultatet er som sagt sjovt - men husk nu at holde hårdt til venstre!