Adskillige tilbagevendende udstillinger hævder at være ’københavnerbegivenheder’, men Forårsudstillingen har faktisk noget at have påstanden i. Siden 1857 har Charlottenborg således hvert forår været centrum for en censureret udstilling, der præsenterer de nyeste tendenser i samtidskunsten.
Det vil sige: Sådan har det været de sidste mange år. Men går vi tilbage til tiden omkring forrige århundredeskifte, var Forårsudstillingen på Charlottenborg alt andet end forrest med det nyeste. Faktisk var Forårsudstillingen så bagudskuende, at der opstod alternativer, som Den Frie, der også viser udvalgte værker på grænsen mellem vinter og sommer.




























