Jeg har ikke tidligere tænkt over intensiteten af det slægtskab, der eksisterer mellem naboerne Tivoli og Ny Carlsberg Glyptotek. Et slægtskab i selve det at etablere en verden i verden. Og i særdeleshed en verden, som udgøres af menneskets forestillinger om tidligere tider, om mystik og med en særlig appetit på fremmede og ’eksotiske’ kulturer. Måske jeg tænkte over det, fordi jeg i går i anledningen af den nye Gauguin-udstilling ved mit ’pressebesøg’ gik ad medarbejderindgangen, der vender mod forlystelsesparken. Måske det rettere er Paul Gauguin, som ansporer til den tanke.
Udstillingen ’Gauguins verdener’ er en omarbejdning af udstillingen ’Tales from Paradise’, der vistes tidligere på året i Milano. I København består den af godt 70 værker og et par kuriøse objekter af den franske post-impressionistiske vildmand, der blev født i 1848 i Paris, og som døde i 1903, blot 54 år gammel, ude midt i Stillehavet i Fransk Polynesien. »Sandsynligvis af et hjertetilfælde«, som det hedder i udstillingens herligt lakoniske formidling af kunstnerens liv.
