Jeg hedder Palle.
Jeg har små hænder af en mand at være, og når jeg kigger ned, kan jeg ikke se mine fødder for min mave. Jeg står og tripper ved toiletdøren. Nu banker jeg på:
»Er du okay, skat, siger jeg«, og min stemme er dyb og ulden.
Skat er okay, hun skal bare lige have to minutter, siger kvindestemmen inde bag døren. Så jeg går. Gennem spisestuen, hvor der er dækket op, og ud i køkkenet.
Jeg kan høre mit tunge åndedræt og mærke rummet omkring min uvant lave og tætte krop.
Bag masken
Normalt er jeg jo ikke Palle.
Men med den virtual reality-teknologi, Oculus Rift, som videoværket ’Skammekrogen’ benytter, er jeg helt inde i den skal, der er ham.
’Skammekrogen’, der vises som en del af Kunsthallen Nikolajs årligt tilbagevendende videokunstfestival Fokus, er kort fortalt en novellefilm, som publikum oplever fra en af filmkarakterernes personlige synsvinkel.
LÆS MERE
Nikolaj Kunsthal byder på virtual realitymiddag i skammekrogenMan bliver lukket ind i et rum i kunsthallens indre, hvor et bord er dækket op til fem personer.
På tallerknerne ligger individuelle sæt af høretelefoner og så de specielle Oculus Rift-masker: En ansigtsomsluttende brille, hvis indre skærm afspiller den film, du indgår i.
Kvalmefremkaldende situation
Tilbage i 90’erne var virtual reality noget, vi snakkede meget om, men som aldrig rigtig blev det eksistentielle ud-af-kroppen-sus, det blev talt op til.
Teknologien var der endnu ikke til at skabe en realistisk indlevelse, men det er den nu med Oculus Rift.
Efter 18 minutter som Palle skriver jeg gerne under på det. Maskerne er udviklet til computerspilbranchen, men allerede nu taler man om, at det er fremtiden for alle visuelle medier med film som det oplagte uopdyrkede land.
Herunder altså også kunstfilmen, der med ’Skammekrogen’ bliver det første medie, der viser os danskere, hvordan den nye virtuelle verden kan se ud.
Og ikke mindst hvad den kan gøre ved os. Til ’Skammekrogen’ har man valgt en setting, som er genkendelig indtil det kvalmefremkaldende for de fleste: den anstrengte familiemiddag.
Fuldkommen nye erfaringer
Historien er strengt taget ganske banal, alle har deres traumer med til bords, og de titter frem, når sovsen skiller.
Scenografien af gullig typehusklaustrofobi er mere nuanceret end skuespillet.
Jeg ville ikke huske ’Skammekrogen’ ret længe, hvis jeg bare så den som film på en almindelig skærm.
Det er i oplevelsen af, hvordan ens egen bevidsthed glider sammen med den kropslige fornemmelse af en anden, samtidig med at man afkoder filmens handling og dialog og endelig også reagerer emotionelt på de andre karakterers ageren, at værket får dybde.
Et eksperiment med dobbelt identitet, som efterlader fuldkommen nye og ikkekonkluderede erfaringer i mig.
Det er virkelig nyt land, det her. For kroppen, for sindet og for kunsten.
fortsæt med at læse
.JPG)
.JPG)
