Før rigtigt store kunstmuseer når at fremme forståelsen, fremmer de som regel kaffetørsten. Publikum er blevet træt i fødderne, slap i knæene, ør i hovedet og tør i halsen længe før, at det har gennemtravet bare halvdelen af kunstens lange historie. Og så har store kunstmuseer den uvane at vokse sig endnu større - og blive endnu mere krævende for udholdenheden. Kun en sjælden gang sker det, at store museer pludselig krymper. Altså bliver meget mindre end halvt så store. Det er dog sket med Statens Museum for Kunst, der på grund af brandsikring har måttet rømme og lukke den gamle hovedbygning frem til efteråret 2006. En lukning som den nuværende skaber mindst to store problemer. Hvad gør man med publikum? Og hvad gør man med samlingen? For hvis man slet ikke kan fremvise sidstnævnte, viser førstnævnte sig heller ikke. De tos tilstedeværelse betinger hinanden. Statens Museum for Kunst har løst begge problemer ved at iscenesætte hele samlingen som en slags udstilling. I stedet for at fylde museets eksisterende magasiner til bristepunktet - og eventuel låne en tom hangar til resten - har man truffet den kontroversielle beslutning at hænge så meget op i den nye tilbygning, som der inden for æstetikkens og kunstpædagogikkens grænser kunne skaffes plads til. Da der er svimlende højt til loftet i arkitekt Anna Maria Indrios bygning (det skyldtes, at man i byggeriets indledende fase sløjfede en etageadskillelse), kan man i de største af salene uden besvær hænge billeder lodret oven på hinanden i flere rækker uden at de øverste nødvendigvis ramler ind i den lysekrone, der ikke er dér. Engang i historisk tid hang malerierne på Statens Museum for Kunst faktisk så tæt og så meget oven på hinanden, at farven på væggen kun var synlig lige over gulvet og lige under loftet. Så klaustrofobisk er arbejdsholdet bag udstillingen 'Highlights' ikke gået til værks. I denne ophængning, der ligner et gigantisk auktionseftersyn i den absolutte luksusklasse, noget, der ville kunne sende Bruun Rasmussen fra den syvende himmel over i den ottende, er der både rimeligt meget luft og overraskende meget mening. Hvis man vil vise rundt i hollandsk malerkunst i 1600-tallet, skal man ikke drøne gennem en masse rum for at finde de udvalgte billeder. Omviseren kan nøjes med at stille sig midt på gulvet og pege det hele ind, næsten uden at løfte fødderne. Samme skånsomme bevægelsesmønster gælder også, hvis man vil fortælle om den tidlige italienske kunst, om 1600-tallets italienske, franske og flamske kunst, om ældre dansk kunst, om den nyere danske kunst og om den helt moderne. Det, der hedder et 'kræsent udvalg' af Kobberstiksamlingens værker fra henholdsvis før og fra det 20. århundrede, er fordelt i to rum med særlig sparsom belysning. Så er der endelig dem, der har fået lov at skille sig ud og få deres eget rum. Det er bl.a. Ingvar Cronhammar, Kurt Trampedach, Ingar Dragset & Michael Elmgreen og - maleren Dronning Margrethe! Naturligvisgår så tæt en ophængning ud over det enkelte værks aura. Og over de øverste værkers synlighed, især hvis de er små. Teaterkikkerter kan dog lånes, oplyser museets direktør. Hvis museets malerier tidligere kunne sammenlignes med solister, med hver deres noder, er de nu blevet indlemmet i sangforeninger. Den gode nyhed er, at de nye kor synger rent, og at det, der synges om, rimer og giver mening. Det har krævet noget af en indsats at få mere end tusind særdeles forskellige 'stemmer' til at opføre sig så kultiveret over for hinanden. Forberedelser startede allerede i fjor, hvor man besluttede sig for at gøre det, man nu har fået gjort. For nu at være helt sikker på, at Jens Søndergaard passede til Erik Hoppe og Edvard Munch, og at Willumsen og Larsen Stevns tålte hinandens naboskab, måtte man prøve sig frem i det små. Museet ville også gerne lufte nogle værker, som enten var nyerhvervelser eller milde gaver til museet, som to små fine landskaber af P.S. Krøyer, eller udmærkede malerier, som ikke havde været vist i mands minde, fordi ingen formodentlig vil kendes ved mestre som Pieter Wouwerman, Johs. Lingelbach og Willem Schellinks. Først lod man fremstille afbildninger af alle de værker, der var tiltænkt en plads i ophængningen, i størrelsesforholdet 1: 20 (med ramme, naturligvis). Dernæst kunne man begynde at lægge puslespillet på nogle store ark, der så spillede rollen som interimistiske vægge. Til sidst gik en mindre hær af håndværkere, museumsarbejdere og -inspektører, bistået af en udstillingsarkitekt og en malerikonservator, i gang med at hænge op. Endda flere steder på én gang. Der er nogle få rigoristiske regler, som er blevet overholdt, og som klæder den frodigt kaotiske og dog disciplinerede ophængning. Den er slet ikke så anarkistisk, som man skulle tro, at den var nødt til at være for at kortene kunne gå op. I de store sale begynder maleriernes fortælling en meter over gulvniveau og slutter fem og en halv meter højere oppe. Ydermere grupperer billederne sig i lodrette blokke på de helt store vægge, så de danner overordnede sektioner eller kapitler. 'Highlights' er en hel anden løsning end den, som Glyptoteket har valgt med sin 'Glyptoteket Kompakt', hvor man har håndplukket det bedste af det bedste fra de diverse afdelinger og arrangeret en udsøgt dialog på tværs af tid og rum. Selv om denne løsning byder på en ganske anden overskuelighed, så er masseopbuddet af kunstværker værd at diskutere i forhold til fremtidens Statens Museum for Kunst. Havde man hængt billederne så tæt op fra starten, havde der jo slet ikke været grund til at bygge den såkaldt hvide bygning. Men nu står den hvide bygning der og viser sig - paradoksalt nok - særligt vel egnet til ophængninger som den aktuelle.