Vi mennesker elsker at lede efter figurer der, hvor vi ikke burde finde dem. Og så viser de sig måske alligevel at være der. Faktisk er det derfor, vi gør det. Fordi genkendelse skaber tryghed. Derfor søger vi den automatisk, denne betryggende genkendelse. Undertiden kan det være svært at afgøre, om vi ikke bare ønsker den så stærkt, at vi også bilder os ind at have fundet den. Kigger vi f.eks. længe nok op i himlen, vil der ikke være den sky, som ikke til sidst minder om noget mere. Og stirrer vi ned i badeværelsets terrazzogulv, kan vi før eller siden ane en kombination af prikker, der danner et ansigt. Der findes reelt ikke den klat i hele verden, der ikke kan bringes til at minde om noget, som ikke bare er en klat. Men faktisk er ingenting helt abstrakt. Så når man beskylder en abstrakt kunstner for at opfinde det hele ud af hovedet, eller ud af ingenting, hvilket ikke er spor bedre, gør man enten kunstneren uret eller tiltænker ham en perverteret form for kreativitet. Der er altid grunde til, at en tilsyneladende virkelighedsfjern kunstner gør, som han gør. Selv en Per Kirkeby 'låner' af virkeligheden for at forbruge, forarbejde eller fordreje den. Eller bare for at have noget at forholde sig til, noget at kunne danne sit billede ud fra. For ingenting kan opstå af ingenting. Sagt med en metafor lånt fra gastronomien kan sådan en 'figur' sammenlignes med den fond, som en god nærende suppe altid har som forudsætning. Der er det særlige ved Kirkebys malerier og skulpturer, og i særdeleshed ved det udvalg, der for tiden er samlet og udstillet i Kunsthallen på Brandts, at figurationerne ikke er rene illusioner eller ønskedrømme, der først materialiserer sig i betragterens bevidsthed. De er dér, i stoffet, måske fra starten. I det aktuelle udvalg er de ikke engang særlig vanskelige at lokalisere. Man kan næsten tolke disse malerier som ekspressive fikserbilleder i den dyreste ende af skalaen. Naturligvis kan man altid diskutere nødvendigheden af endnu et møde med Kirkebys værker. Men det er hævet over enhver tvivl, at udstillingen geografisk set har manglet i Odense og omegn. Brandts har brugt anledningen og temaet 'Figur' til at organisere en stor, men ikke enorm udstilling om forholdet mellem maleren og billedhuggeren Kirkeby og hans figurative forlæg eller afsæt i en klassisk figuration, som han kender så godt som nogen. Det er en vedkommende indgang, som kan låne mange besøgende nye øjne at se med. Det er ydermere en udstilling, der naturligt udfylder tidshorisonten og desuden begynder med begyndelsen, al den stund et af Kirkebys første afsæt som maler var tressernes amerikanske pop art eller Rauschenbergs figurationer. Når vi med denne begyndelse overflyver de seneste fyrre års værker, er kontinuiteten i landskabet tydelig, nogle steder dog tydeligere end andre. Men tydeligt er det, at maleri i dette tilfælde handler så meget om sin egen proces, at selv overmalingen må opfattes som en konstruktiv handling. At male en figur over er ikke kun at fortryde figuren. Det er lige så meget at anerkende maleriets ret til at slette alle spor for at finde sine egne. I grunden må det være herligt at være kunstner, hvis man altså hedder Per Kirkeby. Han kan ikke klage over manglende opmærksomhed, det være sig fra både udstillingsarrangører og forfattere. Rent bortset fra den anerkendelse, der ligger i at blive udstillet, diskuteret og beskrevet, har disse aktiviteter også betydning for kunstneren selv: som en yderligere igangsætter. 'Per Kirkeby. 'Figur' demonstrerer, at dette univers både er meget sammenhængende og selvrefererende. Alle malerier og alle skulpturer opstår i et afhængighedsforhold, ikke bare af andres kunst, men også af andre værker. Her mødes fødekæden med kædereaktionen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater er i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
-
To radikale ministre går på orlov fra Folketinget
-
Er det en joke?
-
Professor: Det ligner forberedelse til dommedag
-
Ekspert: »Noget af det værste, man kan gøre for sin hjerne, er at tage den samme vej hver dag«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Essay
En hel generation blev frarøvet sine ritualer og endte med at føle sig hjemme i det fremmede. Ny film er det ultimative udtryk for deres mentale tilstand
Hun har fem altaner, men kan ikke bruge nogen af dem på grund af varmen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Serie
Reportage
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























