Der er læder, finner i afrikansk tøj, papirkjoler og finurlig keramik. Garn, man kan stikke armene igennem, fotos, man forsvinder i, og en installation, som er lige så smuk, som historien bag er ubehagelig.
Der er alt, hvad hjertet kan begære i udstillingssalen i Rundetaarn, hvor kurator Tina Midtgaard har inviteret mere end 30 kunstnere til at give deres bud på det nordiske. Under overskriften ’Ultimate Impact – 5 fænomener i nordisk designkultur’ indtager kunstnerne det store rum med værker, der har rødder i møbeldesign, tekstilkunst, keramik, fotografi – men også med lyrik og lyd.


























