paradisisk.  Lakterende bryster  er et velkendt kunsthistorisk motiv.  Laure Prouvost har, som en hyldest til  sin bedstemor, skabt en fontæne med  ikke mindre end syv spruttende bryster til udstillingen på Palais de Tokyo i Paris.  Foto: Aurélien Mole
Foto: Aurélien Mole

paradisisk. Lakterende bryster er et velkendt kunsthistorisk motiv. Laure Prouvost har, som en hyldest til sin bedstemor, skabt en fontæne med ikke mindre end syv spruttende bryster til udstillingen på Palais de Tokyo i Paris. Foto: Aurélien Mole

Kunstanmeldelser

Er det bedstemors brystimplantat, der udstilles i Paris?

Den franske kunstner og vinder af Turner-prisen Laure Prouvost overbeviser totalt med sin første soloudstilling på kunstinstitutionen Palais de Tokyo.

Kunstanmeldelser

Det var svedende varmt i Frankrig, og parisere og turister søgte skygge og svalende aircondition i byens museer og, hvis man var heldig, i de nye nedkølede metrovogne. Langs Seinen blev der serveret hvidvin. I parkerne samledes man i træernes skygge. På en fortovscafé betalte man gladelig ekstra for at drikke sin jus pressé  under parasoller, bag solbriller.

På Palais de Tokyos indre trapper holdt afspærringer og sortklædte vagter nysgerrige kunsthalsgæster fra at afbryde forberedelserne til det forekommende Margiela-modeshow.

Der var en doven, men kort pause i modeugerne, mellem herre- og damemode, og i den bageste ende af den rodede, men stadigt ekstremt chikke og sært velfungerende bygning, der siden 2002 har været et internationalt hotspot for samtidskunst, har den franske superstjernekunstner Laure Prouvost netop åbnet sin første soloudstilling i en parisisk kunstinstitution.

Som alting i Palais de Tokyo ser indgangen til udstillingen ikke ud af noget særligt og er casual og cool. Her overformidler man ikke med massiv skiltning, men introducerer med en kort poetisk tekst: »Du er hermed inviteret til at foretage en ulovlig indtrængen til et sted, som kan blive dit«, står der under udstillingens titel: ’Laure Prouvost – Ring, Sing and Drink for Trespassing’.

Separate værker i et samlet hele

Den første indtrængen i udstillingen går igennem en buet og mørk gang, beklædt med über-detaljerede maskinvævede gobeliner, hvor grene og løv blander sig med trivielle og teknologiske hverdagsobjekter, en lampe, mobiltelefoner, tv-apparater.

Et sandfarvet gulvtæppe er dekoreret med det, som ligner omridset af grene, hænder, teknologiske objekter, som var der brændt rundt i kanten af disse ting, eller som den teknik, man kender fra nogle hulemalerier, der skaber aftryk af hænder som en negativ form.

Her i denne gang findes også hønsenet med grene hentet ind fra naturen og her og hele vejen igennem udstillingen avisudklip samt små malerier med korte tekster.

På det første af disse tekstmalerier, jeg ser, står der: »The new boobs grandma ordered«, og nedenunder på en sjusket hylde ligger en aflang snegleagtig form i voks. Er det bedstemors brystimplantat?

For enden af denne sluse rejser udstillingsrummet sig som en højloftet indendørshave. En palme rækker mod loftet, og den midlertidige udstillingsarkitektur, som gør sig umage med ikke at gøre sig umage, laver et cirkelslag omkring udstillingens helt centrale værk: en fontæne med, hvad der forestiller syv vandsprøjtende bryster – lyserøde, glatte og herligt karikerede.

Værket, som er helt nyt, hedder ’We Will Feed You Big Time’, men det er lidt underordnet i denne udstilling, at der er tale om separate værker. Her er de samlet i et totalt greb, uden klare overgange mellem det ene og det andet værk.

I bedstemors have

Således sidder og ligger Prouvosts signatur-video-menneske-figurer, formet som tændstikmænd med skærmhoveder, rundt omkring i udstillingen.

Foto: Aurélien Mole

De korte videoer på en gang animerer disse figurer, men animerer også mig som beskuer og besøgende i udstillingen. De guider. »Sæt dig venligst ned«. »Kig derhen«, og hænder peger på ting, fingre stikkes ind i huller og berører hele tiden overflader og objekter i disse videoer, med hviskende voiceovers, der lokker længere og længere ind i denne indtrængen.

Kunstneren har iscenesat hele udstillingen som en have, som et sted, vi skal med hende ind, i et lidt forbudt og lystfyldt besøg til et særligt sted, som man forstår er hendes bedstemors have – bedstemoren, hvis brystimplantater man lige har mødt, og som er en person, man kun i lysglimt får en impressionistisk idé om tilstedeværelsen af.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Foto: Aurélien Mole

Laure Prouvosts fortælleform er nemlig langtfra konkret og tydelig, men minder i denne udstilling igennem objekter og video om den sensualitet, der ligger i impressionismen.

Jeg tænker over Monet, når jeg ser denne udstilling, måske grundet havetemaet og de flakkende videoer. Jeg tænker på den franske filminstruktør Agnes Varda, når jeg ser de håndholdte videobilleder, der viser hænder helt tæt på, og så tænker jeg på surrealismen hos Meret Oppenheim og den senere Louise Bourgeois, når der udstillingen igennem optræder disse brystformer – mere eller mindre genkendelige.

Prouvosts videoer er ekstremt hurtigt klippende, med tætte nærbilleder, der næsten presser sensualiteten ned i halsen på beskueren, og som hvisker påtrængende ind i øret. Hun filmer helt ned i muldjorden, i bladhanget, i buske og blomster, vandløb og hænder, der presser sig ind i frugter.

Men i denne udstilling skaber videoerne sammen med objekterne, grenene, palmen, gobelinbillederne og den totale installation en ekstremt vellykket fortælling om kærligheden mellem generationer, om kærligheden til et sted – bedstemorens have – om det livgivende i kvindebrysterne, som en bryststafet fra generation til generation og så, som et lille slag i mellemgulvet, antydningen af bedstemorens brystkræft.

En verden på katastrofekurs

I et hjørne har Prouvost skabt en mærkværdig, ildelugtende kolonihave med en video af køer, der kigger dumt ind i kameraet. Videoen er installeret i et åbentstående køleskab, hvor mælk, appelsinjuice og fransk ost ligger og henholdsvis køler og sveder i sit eget lille ikke bæredygtige økosystem af hjemmegjort aircondition. Der lugter af ost, og brysterne, patterne, koen, osten, canceren samles i denne underlige assemblage: brystet som livgivende og dødbringende.

Et andet sted har kunstneren i lys og lyd animeret to objekter: en dåsesodavand og en kage, der har en liderlig samtale: »Tu est chaud! Tu est chaud?«. Du er så hot, du er så varm, eller som den underliggende betydning på fransk: Er du liderlig? Og så lyden af kroppe, der slasker mod hinanden.

Og det er udstillingens kæmpe styrke, at den med få og ikke over-teatralske virkemidler, igennem videoinstallationer, arkitekturen og delikate objekter, kan lokke beskueren med ind i en – trods tydelige symboler – subtil samtale om livet og døden, begæret og varmen.

Det er nemlig klart, at denne have ikke blot er bedstemorens have, men en mere generel tilstand i en verden på katastrofekurs.

Der er rundt omkring i udstillingen små antydninger af den globale opvarmnings indflydelse på vegetation, på landbrug, på menneskets overlevelsesevne og et sted antydningen af paradokset af, at kvinder er så tæt på ligestillingen, netop som jorden skal til at gå under.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Prouvost lokker os altså med denne ekstremt vellykkede soloudstilling hviskende med ind i sit eget overophedede, erotiske og familiære paradis.

Det gør hun vel vidende, at vi som art befinder os længe efter syndefaldet, og at vi som den åbentstående køleskabsdør og brysterne i den surrealistiske brystfontæne lystfyldt sprutter videre i et produktionsapparat, der ikke er bæredygtigt.

At vi sprutter os lige lukt og fulde af begær, lyst og dødsdrift ind i selvdestruktionen. At vi som art er en liderlig cancer for verden.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden