Da Inge Ellegaard døde i 2010, 57 år gammel, lignede hun én, der havde brugt sig selv så godt, at hendes fremtid lå bag hende. Hun var det klassiske eksempel på, hvor hårdt det er at være billedkunstner, når man ikke er nogens darling og måske heller ikke ønsker at være det. Man er altid alene om metieren, altid alene om at skulle finde på det næste, man skal male og lade sig inspirere af. Det næste billede skulle jo helst blive enormt interessant, også selv om man måske ikke mente så enormt meget med det, der var udgangspunktet.
At male – maleprocessen eller maleriet som handling – var vigtigt for Inge Ellegaard, ingen tvivl om det. Men motiverne kunne godt ligne en blandet landhandel: oftest blomster, især roser, summende bier, fisk, flyvemaskiner, Poussin’er (altså citater fra den franske barokke klassicist Nicolas Poussins billeder) og en del mere. Ja, næsten hvad som helst.
