0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vild billedkunstners leveregel var, at alt kunne males, men hun ville ikke forklare, hvorfor hun malede netop det

Inge Ellegaard vidste godt, at hendes malerier ikke gav nogen mening – for andre end hende selv. Det var derfor, hun først slap maleriet, da hun døde.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Maleren Inge Ellegaard døde i 2010, så vi får aldrig svar på mange af de spørgsmål, hendes malerier efterlader. Hvorfor malede hun f.eks. en hel serie billeder med bier? Og hænder? Foto: Møstings Hus

Kunstanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kunstanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da Inge Ellegaard døde i 2010, 57 år gammel, lignede hun én, der havde brugt sig selv så godt, at hendes fremtid lå bag hende. Hun var det klassiske eksempel på, hvor hårdt det er at være billedkunstner, når man ikke er nogens darling og måske heller ikke ønsker at være det. Man er altid alene om metieren, altid alene om at skulle finde på det næste, man skal male og lade sig inspirere af. Det næste billede skulle jo helst blive enormt interessant, også selv om man måske ikke mente så enormt meget med det, der var udgangspunktet.

At male – maleprocessen eller maleriet som handling – var vigtigt for Inge Ellegaard, ingen tvivl om det. Men motiverne kunne godt ligne en blandet landhandel: oftest blomster, især roser, summende bier, fisk, flyvemaskiner, Poussin’er (altså citater fra den franske barokke klassicist Nicolas Poussins billeder) og en del mere. Ja, næsten hvad som helst.

For Inge Ellegaards maksime var, at alt kunne males, også selv om hun ikke kunne – eller ville – forklare, hvorfor hun malede netop det. Hun gav bare los, fyldte sine lærreder med store grove strøg og ditto farver og så former, der blev en slags signatur for hendes individuelle og højst forskellige bestræbelser. En slags bekendelse skulle man ikke lede efter.

GÆLDER KUN I DAG: Få fuld digital adgang resten af året for kun 136 kr.

Køb nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts