I tv-udsendelse fra BBC blev Donald Trumps tale før stormen på Kongressen klippet sammen på misvisende måde.

BBC siger undskyld til Trump, men nægter at betale erstatning

Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix
Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den britiske tv-station BBC har undskyldt til USA’s præsident, Donald Trump, for sin redigering af en tale i en dokumentar om Trump. Men BBC vil ikke betale erstatning til Trump, fremgår det af en udtalelse fra en talsperson for mediet, skriver BBC på sin hjemmeside. BBC lover dog aldrig at vise dokumentaren igen.

Reaktionen kommer, efter at Trump i et brev til BBC har truet med at sagsøge det britiske public service-medie på grund af dokumentaren, der indeholder en optagelse fra en tale, som Trump holdt til sine politiske tilhængere umiddelbart inden stormen på Kongressen 6. januar 2021. Her er sætningerne klippet sammen på en måde, så det fremstår, som om han direkte opfordrede tilhængerne til de efterfølgende uroligheder. Men det har vist sig, at BBC har sammensat udsagn, som ikke blev sagt i direkte forlængelse af hinanden, da talen blev holdt i virkeligheden.

Generaldirektør gik af

BBC’s bestyrelsesformand, Samir Shah, har sendt et personligt brev til Det Hvide Hus for at gøre det klart over for præsident Trump, at han og virksomheden er kede af redigeringen af præsidentens tale fra 6. januar 2021, som blev vist i programmet.

»BBC har ingen planer om at genudsende dokumentaren ’Trump: A Second Chance?’ på nogen af BBC’s platforme. Mens BBC inderligt fortryder måden, hvorpå videoklippet blev redigeret, er vi meget uenige i, at der er grundlag for en sag om ærekrænkelse«, står der i udtalelsen fra BBC’s talsperson.

Efter at have modtaget kritik for blandt andet Trump-dokumentaren trådte BBC’s generaldirektør, Tim Davie, søndag tilbage fra sin post. Af brevet, som Trump og hans advokater tidligere har sendt til BBC, fremgik det, at mediet skal trække dokumentaren tilbage senest 14. november, hvis det vil undgå at blive sagsøgt for »ikke mindre end« en milliard dollar. Det svarer til 6,5 milliarder danske kroner.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her