Der lander kun meget få klager over alvorlige presseetiske fejl hos Læsernes Redaktør, og det er glædeligt. Det er det derimod ikke, at der er så mange sprog- og sjuskefejl i avisen. Det er konklusionen i min seneste halvårsrapport, som jeg lige har afleveret til redaktionen. Læsernes Redaktør behandler klager over avisens journalistik, og som At Tænke Sig plejer at sige: Det er så ærgerligt, når der er fjel i aivsen, og det irriterer læserne grænseløst, at småfejlene florerer.
Mængden af klager til Læsernes Redaktør har været nedadgående i det seneste par år, men synes nu at have lagt sig fast. Der er også en forbavsende stabilitet i klagernes sammensætning: Omkring 70 procent gælder faktuelle fejl, og omkring 20 procent gælder sprogfejl. Resten af henvendelserne dækker myriader af emner: ’Min avis blev lagt ude i haven’. Eller ’Sudokuerne er for lette’. Eller for svære. Klager over presseetiske emner er som nævnt sjældne – lykkeligvis.
Vi retter i runde tal 1.500 fejl om året i den trykte avis og formentlig flere på politiken.dk, hvor vi kan klare det omgående, og det er imponerende, at læserne alligevel i så høj grad holder fast ved redaktionens produkter. Det er urealistisk at få bugt med alle fejl, men alligevel bør det være ambitionen. Rent æstetisk ville vi også have gavn af, at vi løb teksterne grundigere igennem, for der er alt for mange forrykte orddelinger. Det er selvfølgelig bagateller, men efterlader et indtryk af ligegyldighed.
Fakta
Læsernes Redaktør
Læsernes Redaktør (LR) behandler klager over Politikens journalistik og arbejder uafhængigt af redaktionen.
Posten har siden 2011 været varetaget af Bjarne Schilling.
Fejl og misforståelser rettes hurtigst muligt.
LR kan kontaktes på mail: fejl.fakta@pol.dk og på telefon 33 47 23 26.
Jeg forsøger at ramme en munter tone i Fejl og Fakta, når fejlene ellers berettiger til det – også for min egen skyld, så mødet med de mange gebrækkeligheder dag ud og dag ind bliver lidt lettere at holde ud. Lad mig understrege, at formålet med den lette tone ikke er at latterliggøre medarbejdere eller bagatellisere fejl. Jeg tror bare, at vi generelt står os ved at få lidt spas midt i elendigheden – og enkelte fejl besidder ligefrem en herlighedsværdi. Hvem holder ikke af ’en ulv i forklæde’ eller ’Christiansborgs tykke murer’? Det kan dog være enerverende at se de samme fejl begået gang på gang, og jeg vil gerne opfordre redaktionen til at læse Fejl og Fakta ...
Hvert halvår har jeg fornøjelsen af at byde et nyt hold praktikanter velkommen. Ved den lejlighed udleverer jeg vores etiske regler, ’Politikens journalistik og etik’, til selvstudium og understreger, at kan man blot huske fire ord fra det meget omfattende regelsæt, står man allerede på sikker grund: Politikens journalistik skal være kritisk, saglig, korrekt og fair. Redaktionens etiske regler kan findes her.
Jeg understreger over for de unge kolleger, at vi skal høre alle parter i en sag, og de får også indskærpet, at kunstig intelligens, ai, ganske vist nu udgør et vigtigt værktøj, men at alt, hvad vi offentliggør, skal være kvalitetskontrolleret af medarbejdere på redaktionen.
Hvert halve år gentager jeg desuden behovet for at opsøge nye kilder og understreger, at vi stadig er pinligt bagud, hvad angår at have kvindelige kilder og kilder med en anden etnisk baggrund end dansk i vores journalistik.
Regeringen vil oprette en stilling som medieombudsmand, hvilket man i min stilling dårligt kan have noget imod, men behovet synes ikke overvældende stort, så længe vi har Pressenævnet, der efter min vurdering afsiger fornuftige kendelser. Langt vigtigere end at indføre endnu en instans er det efter min mening at sørge for at nedbringe sagsbehandlingstiden ved Pressenævnet, hvor det sagtens kan tage 10 måneder at få behandlet en klage. Det er helt urimeligt, at det skal tage så lang tid at få en afgørelse – især for klagerne, naturligvis, men redaktionerne har også krav på en afklaring.
Pressenævnet afgjorde i løbet af halvåret to sager mod Politiken, og i begge sager fik redaktionen medhold. Der verserer i øjeblikket seks sager mod Politiken ved Pressenævnet.