Tivoli har fjernet en plakat med et billede af den muslimske influencer Afrah al-Jabouri, der har været fremme i forbindelse med halloween.
Det oplyser Tivolis pressechef, Torben Plank, til Radio IIII. Han har også bekræftet det over for Ritzau.
»Kampagnen blev produceret for over to år siden i samarbejde med et professionelt modelbureau«.
»Vi har valgt at tage den ned, fordi den aktuelle debat overskygger kampagnens budskab«, skriver han i en sms.
Afrah al-Jabouri har medvirket i den seneste sæson af TV 2-programmet ’Højskolen’. Undervejs i programmet har hun en konfrontation med Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard.
I afsnittet hiver Kjærsgaard billeder af Afrah al-Jabouri frem på sin telefon. Henover billederne er tekster som ’Are you a terrorist? - yes’ og ’Have you ever bombed someone? - not yet ’.
Det kan oversættes til ’Er du terrorist? – ja’ og ’Har du nogensinde bombet nogen? – ikke endnu’.
Billederne stammer ifølge Kjærsgaard fra den sociale platform TikTok. Afrah al-Jabouri har efterfølgende sagt, at billederne var manipulerede.
I forlængelse af programmet har den muslimske influencer meldt Pia Kjærsgaard til politiet for at have skubbet hende flere gange under optagelserne.
Og så har hun rejst en mistanke om, at produktionen havde tilrettelagt og planlagt konfrontationen på forhånd.
Ritzau har spurgt Tivoli, hvad forlystelsesparken helt konkret mener med, at »den aktuelle debat overskygger kampagnens budskab«.
Den har Tivoli ikke ønsket at svare på.
ritzau
fortsæt med at læse