Simon Tørnqvist er it-supporter og en af de danskere, der køber masser af applikationer til sin iPad og sin iPhone. Men han sluger dem ikke råt.
»Jeg gider ikke betale penge for noget, der allerede er skabt til en anden platform. Hvis det bare er en ren gengivelse af en avis, skal det virkelig være billigt, før jeg overvejer det«, siger han. LÆS OGSÅRedaktør dumper på Facebook Places
Det er ikke kun Simon Tørnqvist, der nødig betaler. Danske medier har generelt meget svært ved at få brugerne til at betale for deres applikationer. Sådan lyder de foreløbige erfaringer hos Berlingske Media, JP/Politikens Hus og TV 2.
Alligevel kan de tjene små beløb ved at tilknytte en fast sponsor, og dermed kan markedet blive en lille del af redningen, konstaterer Søren Schultz Jørgensen, som er direktør i medieudviklingsvirksomheden Kontrabande: »Man kan let komme til at dømme små gode forretningsmodeller ude, fordi vi med lys og lygte leder efter den nye store universalmodel«. Mur
På Berlingske Media konstaterer man, at »det er svært at få betaling«.
»Der er en mur, vi skal over, fordi brugerne er vant til at få medieindhold gratis. Vi arbejder hårdt på at give brugerne mere værdi, så de vil betale«, siger group mobile manager Anders Oliver Andersen, som er chef for udviklingen af applikationer i Mecom, der ejer Berlingske Media.
Mecom ejer seks mediedivisioner i fire lande, og Anders Oliver Andersens afdeling udvikler 104 apps i første halvår af 2011. Trods et beskedent salg giver applikationerne allerede et mindre overskud, forklarer han.
Det skyldes, at man bruger den samme model i flere lande. Samtidig har man en sponsor til hver enkelt applikation. Et eksempel er Berlingskes Business-app til iPad, der foreløbig er gratis. Den er hentet 30.000 gange til iPad. Tallene tæt ind til kroppen Berlingske Tidendes iPhone App er hentet 12.300 gange til iPhone og er sponseret af Nordea.






























