Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Cliff Lipson/CBS
Foto: Cliff Lipson/CBS

Nedgang. The bold and the beautiful. En af de fire endnu overlevende serier. For 40 år siden var der 19 forskellige sæbeoperaer hver eneste dag.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sæbeoperaen bobler på sidste vers

Der er kun fire sæbeoperaer tilbage på tv. Hvor længe de vil leve, er uvist.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Erica har lige mistet sin mand, Viki er blevet bortført, og Connie ser fjernsyn.

Nu bliver Erica og Viki snart aflyst. Og Connie sidder tilbage med en tom eftermiddag.

De tre kvinders liv er flettet sammen gennem et fast hverdagsforhold over 40 år.

Så da Connie Passalacqua Hayman i forrige uge hørte, at både Erica og Viki snart forsvinder ud af hendes fjernsyn, var det som et mareridt, der blev til virkelighed.

»Jeg har fulgt dem gennem tykt og tyndt. Gennem ægteskaber og romancer. Deres liv er selvfølgelig overdrevet. Men det er et spejl på samfundet, og jeg har været sammen med dem i så mange år. Det føles som at miste et hjem. Et holdepunkt«, siger Hayman, der følger amerikanske sæbeoperaer både som fan, skribent og professor i journalistik.

Erica Kane og Victoria ’Viki’ Lord er hovedfigurer i de ærkeamerikanske sæbeoperaer ’All My Children’ og ’One Life to Live’, der har været sendt så godt som hver eneste hverdag på tv-kanalen ABC siden henholdsvis 1970 og 1971.

I dag sendes afsnit 10.606 og 10.924, som begge vil blive fulgt af omkring 2,5 millioner seere.

Det er bare ikke nok.

Soap taber til livsstil
For 40 år siden var der 19 forskellige sæbeoperaer hver eneste dag, og for 30 år siden blev der registeret 14 millioner seere alene til ’General Hospital’.

De seneste 20 år er det kun gået tilbage. Og nu er genren så udhulet, at mange spår dens snarlige død.

Forrige år forsvandt den ældste af alle sæbeoperaer, ’Guiding Light’, der begyndte i radioen i 1937 og flyttede til CBS tv i 1952. Sidste år røg ’As the World Turns’ efter 54 år, ligeledes fra CBS. Og før påske varslede tv-stationen ABC altså endnu to dødsfald.

’All My Children’ bliver til september afløst af madprogrammet ’Chew’ med celebritykokken Mario Batali.

Og til januar næste år forsvinder også ’One Life to Live’ til fordel for den nye serie ’The Revolution’, der skal følge almindelige mennesker, mens de over et halvt år kogt ned til fem tv-dage forsøger at lægge deres liv om, typisk ved at tabe sig.

Når de to serier slukker, er der kun fire sæbeoperaer tilbage i dagtimerne i USA – ’The Young and the Restless’ og ’The Bold and the Beautiful’ på CBS, ’Days of Our Lives’ på NBC og ’General Hospital’ på ABC.

Amerikanernes tv-vaner og producenternes profitforventninger passer ikke længere til soap, konstaterer professor i kommunikation og kultur Michael Real fra Canadas Royal Roads University.

»Forfatterne kan slå op i deres daglige avis og finde inspiration. De kan skrive samfundets problemer ind i manuskriptet og gøre problemerne meget mere interessante end i nyhedshistorierne. Men det går ud over sæbeoperaernes popularitet, at der nu er andre metoder til at gøre det, sæbeoperaerne engang var ene om«, siger Michael Real.

Mere virkeligt
Sæbeoperaerne har ifølge Real været som en slags ’hyggemad’, seerne kunne indtage i sofaen sammen med deres tv-familier, som de kender meget bedre end deres egne venner og familier.

Med fokus på livets mere hemmelige dimensioner – abort, druk, vold og obskure, invaliderende sygdomme, som man helst holder for sig selv – har de pirret og prikket til seernes naturlige nysgerrighed. Og hjulpet dem med at forstå og håndtere nogle af livets mere komplekse sider.

LÆS OGSÅ Men nu er der konkurrence fra en anden form for virkelighed. »Det univers er ikke længere unikt for sæbeoperaen. Dengang vores tre store tv-netværk (ABC, NBC og CBS, red.) stod for 98 pct. af alt amerikansk tv, var sæbeoperaerne det eneste sted, hvor man hver dag behandlede livets personlige, melodramatiske udfordringer. Men nu har vi flere hundrede kanaler. Og især nogle af ’reality-tv’-programmerne giver seerne samme oplevelse af at se, hvordan andre mennesker lever og håndterer nogle af de samme problemer som dem selv«, siger Real med henvisning til bl.a. programmerne ’Jersey Shore’, ’Dancing With the Stars’ og ’The Apprentice’. Et par afgørende forskelle mellem sæbeoperaer og reality-tv er, at ’reality’ – som navnet antyder – er befolket af rigtige mennesker i stedet for skuespillere, og at handlingen ikke følger et manuskript.

Eller som professor Real udtrykker det: »... tilsyneladende rigtige mennesker og tilsyneladende uden manuskript«, fordi det alligevel stadig er en kraftigt redigeret udgave af virkeligheden, showene viser.

Men en anden nok så afgørende faktor er, at reality-tv er meget billigere og hurtigere at lave end sæbeopera, der som planlagt drama med et stort persongalleri kræver et kæmpehold af bl.a. forfattere, skuespillere, regissører og kostumefolk.

Ifølge avisen Cleveland Plain Dealer regner ABC med at kunne spare i hvert fald 30-40 pct. i produktionsomkostninger med deres nye show.

For få nye seere
Noget andet, der ifølge professor Michael Real er med til at tage livet af de klassiske sæbeoperaer, har at gøre med deres kernepublikum.

Da genren blev født, var den nøje målrettet hjemmegående husmødre, der havde tid til at sidde og se en times fjernsyn midt på dagen. Og som også vurderedes at være særligt modtagelige for sponsorernes reklamer for sæbe og vaskepulver.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg nu skal foretage mig i eftermiddagstimerne. Men jeg har jo et job. Så jeg vil formentlig bare arbejde.



Men kerneseerne er blevet ældre, uden at det helt er lykkedes at supplere op med nye, yngre og mere købedygtige seere. For den befolkningsgruppe er ikke længere helt så nem at ramme.

»Engang var sæbeoperaerne de eneste tv-programmer, der var rettet specifikt mod kvinder i en i øvrigt meget mandsdomineret tv-verden. Men nu er det publikum, der engang var så nemt at indfange, ikke længere helt så ligetil at tryllebinde«, siger Real, der har set sæbeoperaernes seertal dale, i takt med at amerikanske kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet.

Ikke bare fede, dovne, taberhusmødre
Real undrer sig i øvrigt over de mange stereotyper, der knytter sig til sæbegenren.

Han har selv haft en mandlig professorkollega, der troligt sad hver eftermiddag klokken 13 og fik sit daglige skud sæbeopera.

Og da Time Magazine i 1976 bragte en lang genrebeskrivende historie under overskriften ’Sex og lidelser om eftermiddagen’, præsenterede bladet bl.a. højesteretsdommer Thurgood Marshall som eftermiddagspjækker, fordi han skulle se ’Days of Our Lives’, entertaineren Sammy Davis jr. som stor fan af ’Love of Life’ og popkunstneren Andy Warhol som en af de 10 millioner, der bare måtte se ’As the World Turns’ hver dag.

Da professor Real i 1980’erne var med til at lave en større publikumsundersøgelse i USA, fandt han til sin egen overraskelse også ud af, at seerne ikke bare var »fede, dovne, taberhusmødre, der sad og guffede slik og kompenserede for deres eget meningsløse liv ved at leve et vildt liv gennem sæbeoperaen«.

Han oplevede at få masser af »velformulerede, interessante og tankevækkende kommentarer fra seere, som tænkte sagerne igennem, gjorde interessante iagttagelser, stillede spørgsmål til den valgte handling og i det hele taget behandlede genren på samme måde, som en seriøs litteraturkritiker læser bøger«.

Alligevel bliver sæbeoperaer stadig regnet for den kvindelige pendant til mændenes domæne, sports-tv.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og mens sport i USA altid har haft høj status og har tiltrukket masser af penge og konkurrence på tv, bliver der stadig set ned på kvindefjernsyn.



»En af grundene til, at sæbeoperaerne har lav status, er, at de stadig bliver knyttet sammen med kvinder og kvindelige interesser. Sport kan på ingen måde gøre mere krav på kulturelt raffinement eller vægt. Men sport sigter mere mod mænd, og det giver højere status. Der er bare en historisk og kulturel forskel«, siger Real, der for FN’s Kulturorganisation, Unesco, har været med til at lave en større undersøgelse af mediedækningen af de olympiske lege.

Sæbeoperaens død?

I Pakistan støtter en del mennesker Taleban, men det skal en tv-serie nu sætte en stopper for. Kilde: /ritzau/AP

Meddelelsen om, at ABC på én gang opgiver to sæbeoperaer, har fået fansiderne på internettet til at summe af sorg og vrede. Og mange kommentatorer til at spå genrens snarlige død. Entertainment Weekly beskrev i forrige uge udviklingen som »et dræbende slag«, New York Times skrev om »en af tv-mediets ældste institutioners bortgang«, og sladderhjemmesiden Gawker konstaterede, at »sæbeoperaer er det eneste medie, der er mere udrydningstruet end det trykte magasin«. Chefen for ABC’s dagprogrammer, Brian Frons, har til nyhedsbureauet AP sagt, at det er »en bittersød oplevelse« at skulle skrotte to sæbeoperaer, men at »vi tager det dristige skridt og udvider vores forretning, fordi seerne nu om dage efterspørger en anden type programmer«.



Professor Michael Real tør ikke byde for skråsikkert på, hvad der vil ske med de sidste fire sæbeoperaer.

Vi risikerer at miste en virkelig meningsfyldt del af vores kultur

Han peger på, at f.eks. brydning var en kæmpe succes i fjernsynets barndom i 1950’erne. Så forsvandt det nærmest.

Men kun for at vende tilbage i en »ny, superhypet, ekstravagant udgave, som nu har givet brydning et helt nyt liv. Sådan er det i populærkulturen, hvor ting kommer og går«, siger Real, der ser dramaserier som ’Desperate Housewives’ og ’The Sopranos’ som moderne videreudviklinger af den gamle sæbeopera – bare under et andet navn, fordi der er brug for en ny form for markedsføring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ Men hvis de klassiske sæbeoperaer, der har kørt i over 40 år, virkelig forsvinder, synes Real alligevel, at samfundet vil mangle noget. »Rent psykologisk er der en særlig troværdighed, klippefasthed og vedholdenhed, der er meget tilfredsstillende og værdifuld for de trofaste seere. Jeg kan ikke se, at de nogensinde vil kunne finde noget lignende, der har den samme daglige, forudsigelige sæbeoperakvalitet. Så vi risikerer at miste en virkelig meningsfyldt del af vores kultur, som aldrig kan erstattes«, siger professor Real. Men endnu er der altså fire serier tilbage. Der er bare ikke rigtig noget, der appellerer til Connie Passalacqua Hayman længere. »Jeg kan da godt se ’Young and Restless’, men jeg gider altså ikke se ’General Hospital’. Jeg er bestemt ikke fan af ’Days of Our Lives’, og reality-tv, det er altså ikke mig. Jeg ved ikke helt, hvad jeg nu skal foretage mig i eftermiddagstimerne. Men jeg har jo et job. Så jeg vil formentlig bare arbejde«, siger Hayman.







Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden