Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Polyamori. Fysikforskeren Di Ponti lever med to kærester. Tidligere var hun kæreste med en mand og en kvinde, som var et par. »For mig at se er polyamori en blanding af etik og lyst. Vi vil gerne være dybt involverede i hinanden«, siger hun.
Foto: Mathias Christensen

Polyamori. Fysikforskeren Di Ponti lever med to kærester. Tidligere var hun kæreste med en mand og en kvinde, som var et par. »For mig at se er polyamori en blanding af etik og lyst. Vi vil gerne være dybt involverede i hinanden«, siger hun.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nogle gange er én kæreste bare ikke nok

Den polyamourøse bevægelse vinder frem som alternativ til skilsmisse og utroskab.

Medier
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Engang ventede hun, ligesom veninderne, på, at han kom forbi. Drømmemanden. Den eneste ene.

For det var jo sådan, Di Ponti og hendes kammerater havde lært, at eventyret var: Pige møder dreng, pige og dreng gifter sig og lever lykkeligt til deres dages ende.

Men eventyr er som bekendt eventyr. Virkeligheden er en ustyrlig størrelse fuld af tvivl og begær, frihedstrang og forelskelse, konflikter og kærlighed, fascination og frustration, store følelser og ditto egoer, jalousi og alt det jazz.

Derfor skrev Di Ponti sit eget eventyr. Og når den 28-årige forsker går hjem fra Niels Bohr Institutet, hvor hun netop har afsluttet sin ph.d.-afhandling på Center for Naturfilosofi og Videnskabsteori, går hun ikke hjem til mand og børn. Hun går hjem til den ene af sine to kærester.

»Det er en stor befrielse. Vi deler kærlighed, respekt og ærlighed. Jeg har ingen hemmeligheder i mine kærlighedsforhold. Jeg lever med en følelse af at stå ved mig selv, og jeg sover godt om natten. For jeg vil ikke opgive at være lykkelig«, siger Di Ponti.

Slap kærligheden fri
Hun voksede op i Portugal, i en storfamilie med seks søskende, bedsteforældre, der var strenge katolikker, og forældre, som Di Ponti kalder ’akademiske hippier’, og som i modsætning til alle hendes klassekammeraters forældre ikke var gift.

Hendes barndom var fuld af mennesker, og allerede som stor skolepige spekulerede Di Ponti over, hvorfor man kunne og måtte elske lige så mange familiemedlemmer og venner, som man havde lyst til at knytte sig til, mens man åbenbart kun måtte elske én partner. Alligevel forsøgte hun at rette ind:

»I mange år kæmpede jeg med min indre prinsesse, som bare sad og ventede på, at prinsen på den hvide hest skulle komme og finde mig«.

Så valgte Di Ponti at slippe sig selv og sin kærlighed fri.

Handler ikke om sex
I noget, der kan ligne et ekko af 1960’ernes dogme om ’fri kærlighed’, har hun været kæreste med en mand og en kvinde, som var et par, og i dag lever hun i et nyt forhold med to mennesker, hvoraf den ene har anden kæreste – som i øvrigt også har en anden kæreste.

Men nej, det er ikke som i 1960’erne, og nej, det handler ikke om frihed til at dyrke sex i flæng, understreger Di Ponti:

»Jeg har aldrig dyrket one-night-stands. Jeg respekter både mennesker, der lever monogamt, og mennesker, som konstant skifter sexpartere, men ingen af delene er noget for mig. Jeg har prøvet at leve monogamt, men jeg følte mig lukket inde, både seksuelt og følelsesmæssigt. Jeg stræber efter et rent kærlighedsforhold, hvor vi er ærlige om vores følelser og drømme«, siger hun.

Jeg har prøvet at leve monogamt, men jeg følte mig lukket inde, både seksuelt og følelsesmæssigt.



»Mange mennesker lever i parforhold, som er fulde af tabuer. Nogle vælger at leve med undertrykte følelser, utroskab og hemmeligheder. Andre igen vælger at leve i åbne forhold, hvor det er svært at stå ved sin jalousi. Men jalousi fylder, hvis den fylder i mennesker. Og selvfølgelig kan det være svært at møde den anden kæreste«.

»Men dybest set handler jalousi om ens egen usikkerhed. Hvis ikke vi kan tale om de ting og arbejde på dem sammen, er det meget, meget svært at leve i kærlighedsforhold med andre mennesker. For mig at se er ærligheden den største forskel på 1960’ernes ’fri kærlighed’ og i dag: Uden kommunikation og personlig udvikling i bred forstand er polyamori umuligt«.

Vi drømmer om andre
Dilemmaet er gammelt, men ordet nyt. Begrebet ’polyamory’ blev optaget i The Oxford English Dictionary i 2006. Ordet er sammensat af det græske ’poly’ for ’mange’ og det latinske ’amor’ for kærlighed.

Og den polyamourøse bevægelse vinder frem i Vesten, hvor foreninger, blogs og bøger om emnet vælter frem både i USA og Europa, ikke mindst i Danmark, hvor bøger som ’Hvem er du utro?’, ’En kvinde, tre mænd’ og ’En ren forbindelse’ – som udkommer på mandag – udbreder det polyamourøse budskab.

Men selv om forskning i moderne familiemønstre vokser i takt med skilsmisseraterne, findes der så godt som ingen statistik eller tal om polyamori.

I USA viste en undersøgelse i 1970’erne, at ti procent af amerikanerne enten drømte om eller havde eksperimenteret med åbne forhold.

45 procent er utro
At kvalerne med det monogame forhold ikke er blevet mindre siden, viste en dansk undersøgelse i 2007. Det var Kompas Kommunikation, som spurgte flere end 5.000 danskere til deres parforhold, og tallene fortæller om tosomhedens svære livsvilkår:

45 procent har prøvet at være utro, og 26 procent af os har været det mere end en gang, mens 48 procent gerne vil prøve et seksuelt forhold til to mennesker på én gang.

De færreste har dog taget konsekvensen af den klemte kærlighed som forfatteren Carsten Graff. Han lever på syvende år sammen med sin kone Chandini, sin kæreste Anne, sin kones kæreste Jonas og familiens tre sammenbragte og fælles børn.

Dette bud på en moderne dansk kernefamilie kan tv-seerne møde i aften i dokumentaren ’Carsten, konen og deres kærester’, når DR 2 kl. 20.00 viser temaaftenen ’Når én kæreste ikke er nok’.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jo flere mennesker der er i et kærlighedsforhold, jo mere besværligt er det. Det er som at jonglere: Fire bolde er sværere end to



Han medgiver, at polyamori er en kompliceret øvelse: »Jo flere mennesker der er i et kærlighedsforhold, jo mere besværligt er det. Det er som at jonglere: Fire bolde er sværere end to. Jeg plejer at sige, at polyamori ikke er noget, man skal gå hjem og eksperimentere med, uden at de voksne er hjemme, for man kan komme til skade følelsesmæssigt«.

Men hvad er det så, der gør alt besværet værd?

»Der er en frihed i at slippe ejerskabet over andre mennesker. At kunne rumme, at ens elskede også får kærlighed af andre mennesker. Sex får den spirituelle dimension, når jeg for eksempel har et kærlighedsforhold til to kvinder, som elsker hinanden. Alt slipper bare, livet er der i alle sine dimensioner«, siger Carsten Graff.

20 elskerinder om året
Heller ikke for ham handler polyamori om at få adgang til flest mulige sexpartnere. Faktisk, fortæller han, havde han op mod 20 kærester eller elskerinder om året, dengang han levede monogamt.

De seneste seks-syv år har Carsten Graff derimod kun haft seksuelle relationer med fem kvinder. Og det er følelsen af at være en del af noget større, som drager:

»Forleden sad jeg hjemme med børnene, mens Chandini og Jonas var ude sammen. Jeg følte mig ikke ensom, jeg følte mig lykkelig«.

Og det er det, der er Carsten Graffs yderste øvelse, vision, om man vil:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En universiel mission »Jeg ønsker at kunne være alene uden at være ensom. At kunne gå ind og ud af en kærlighedsrelation uden at føle mig ensom. Men nogle gange er det, som om vi kører i den anden side af vejen. Alle kører mod en, for alt i samfundet er sat op til, at et par består af to mennesker, uanset om det drejer sig om skattevæsenet eller de kærlighedsfilm, der går i biografen«. Samme opfattelse deler den amerikanske psykolog Deborah Anabol, som har været en af polyamoriens frontkæmpere i årtier. Senest har hun udgivet bogen ’Polyamory in the 21th Century’, som hun i disse uger turnerer med i Europa. Efter dr. Anabols mening har forestillingen om den eneste ene ødelagt mange mennesker og parforhold: »Det vigtigste i livet må være, at vi holder os åbne for at lade kærligheden råde. Vi må ikke afskrive vores søgen efter lykke og harmoni som en arv fra hippiebevægelsen eller som en slibrig seksuel undskyldning. Det er en universel mission«. Eksperimenternes alder Di Ponti har en drøm: En familie, der består af en lille kerne af mennesker, to eller tre eller fire, som er dybt forbundet med hinanden. En kernefamilie, som bor sammen, men som har frihed til at elske, leve og rejse med sig selv og med andre. Den 28-årige kvinde smiler næsten genert, mens hun fortæller om sin drøm. Og fortæller, at hun forestiller sig den familie i Danmark, ikke det katolske Portugal, hun flyttede fra for fem år siden. »Det er nemmere at leve polyamourøst i Danmark end i Portugal, som stadig er et meget traditionelt samfund. Danmark er mere inkluderende. Og protestantisk, ikke mindst. Her må man leve med sin egen skyld. I katolske samfund må man leve med, at det er forkert«.Men fordommene må Di Ponti leve med, også i Danmark. »Jeg bliver mødt med spørgsmål, om jeg ikke bare vil have sex i flæng, eller med meget sårende vurderinger af, at jeg ikke vil binde mig. Jeg tror, at det kan provokere folk, som måske er ulykkelige i deres forhold, pludselig at blive konfronteret med, at der er andre måder at leve på«. I dybden med ét menneske

Man kan vel sige, at jeg nu har forstået, hvad mine lærere sagde til mig i begyndelsen: Det er ikke formen, der er det afgørende

Kan hun selv forestille sig en anden måde at leve på? Kan Di Ponti udelukke, at hun en dag møder ham, hun ventede på som barn, og ender som fru Di Jensen i et dansk parcelhus?

»Ha-ha, det tror jeg ikke, kommer til at ske. Faktisk er jeg blevet mere og mere radikal gennem årene. Måske bliver jeg mindre eksperimenterende på et tidspunkt. Men min dybtliggende frihed vil altid være i mig«.

Og doktor Deborah Anabol selv? Hun har som 58-årig valgt at leve monogamt.

»Jeg har eksperimenteret med alt, der var at eksperimentere med. Jeg har nået en modenhed, som handler om at ville gå i dybden med ét andet menneske. Man kan vel sige, at jeg nu har forstået, hvad mine lærere sagde til mig i begyndelsen: Det er ikke formen, der er det afgørende«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden