Ambitionen er at ramme de 50 mest dedikerede lyttere, så der er ikke ligefrem tale om massekommunikation.
Men i aften klokken 20, om alt går vel, går landets nyeste radiokanal, Radio Syndikatet, i luften. Eller ’i luften’ er måske så meget sagt. For selv om navnet emmer af gamle dage, er der tale om en webbaseret radiosammenslutning, hvor kodeordene er niche og undergrundsmusik. »Vi er alle nørder inden for hvert sit felt, og vi savner formidling, der har respekt for den kultur, som vores musik udspringer fra«, siger bloggeren TBA, der er anonym pennefører bag hiphopbloggen ’Spol op!’ og en af bagmændene bag den nye radiostation. Han mener, at der er for meget gøgl og mainstream, når det kommer til musikformidling i Danmark.






























