Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Forkert? Vi hørte alternativ musik og læste bøger i stedet for at feste og drikke os fulde med de andre. Tegning: Jørn Villumsen

Forkert? Vi hørte alternativ musik og læste bøger i stedet for at feste og drikke os fulde med de andre. Tegning: Jørn Villumsen

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Nørd: Vi skulle måske have festet lidt mere

I gymnasiet syntes vi selv, vi havde fat i den lange ende. Måske tog vi fejl.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Klassen var fuld af dem.

De normale. Flokdyrene. Paphovederne, som tilsyneladende ikke havde noget behov for at udvikle sig som individer.

De interesserede sig alle sammen for de samme imbecile tv-serier og tog til de samme abefester. Men måske var det i virkeligheden dem, der havde fat i den lange ende. Dengang i skolegården var vi ellers overbevist om, at det var os.

Nytårsaften 2003-04. Klokken nærmer sig 12. De andre står med champagneglas, hører DR og gør sig klar til at hoppe ned af stolene. »Kom!«, hvisker Thomas, min bedste ven. Han fører mig ned i kælderen. »Vi gider ikke det der«, siger han.

Nede i kælderen sætter vi The Cure på og skruer helt op. Sangen hedder ’Charlotte Sometimes’, og linjen »sometimes I dream, when all the other people dance ...« er noget, vi kan forholde os til. Vi føler os forbundne og overlegne.

Og vi var ’Charlotte Sometimes’. Min ven havde endda, med en foragt for kønsidentitet, som øjeblikkelig havde fået ham stemplet som ’homo’ blandt paphovederne, brugt det som sit brugernavn på et internetforum. The Cure var lyden af vores drømme og vores ophøjede ensomhed.

LÆS ANMELDELSE

I skolen havde vi været ’mærkelige’. På en dårlig dag ’nørdede’.

I gymnasiet var vi ’alternative’. Vi var bedre end paphovederne, og vi havde gode argumenter for det. Det var os, der havde læst de bedste bøger. Vi havde kulegravet tilværelsen (nogle af os læste Camus, andre Asimov, andre Tolkien), mens paphovederne havde drukket Smirnoff Ice og danset til techno.

Vi glemte at udvikle os som sociale dyr

Ja, musikken var også vores område. Vi lyttede til fortidens største genier (nogle til Bowie, andre til Pink Floyd, andre til The Cure) og til nutidens drømme- og smertebærere (da jeg var ung, var det Radiohead, Kashmir og Mew).

De lyttede til popnavne, som jeg ikke kan nævne her, fordi de allerede er helt og aldeles glemt.

Nogle gange var vi med til paphovedernes fester. Så sad vi – De Alternatives Skæbnefællesskab – i en gruppe i hjørnet og gjorde os lystige over den dårlige musik eller over den måde, paphovederne førte sig frem over for hinanden, flirtede med hinanden eller forbrødredes over dumme kortspil eller Hollywood-film.

Det virkede så plat. Dyrisk. Aber, kunne vi også finde på at kalde dem.

LÆS DEBAT

Det er ikke, fordi vi ligefrem alle sammen bliver ens, når vi bliver voksne, men den dybe skæbnekløft, vi havde følt mellem os og paphovedernes horde, viser sig alligevel at være overdrevet.

Klassens tykkest sminkede poptøs viser sig pludselig at være blevet aktiv i Røde Kors og var måske slet ikke så enfoldig, som hun blev gjort til. Den højtråbende dreng, der tog alt tøjet af og hoppede i søen til en fest, liker syv år senere Alfred Hitchcock og David Lynch på Facebook. Og gotiske Ida, som jeg ikke har fået snakket nok med, siden vi blev studenter, er »in a relationship« med en smilende, skjorteklædt fyr, der går på CBS.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og hvad med mig?

Jo, jeg føler mig da stadigvæk overlegen på grund af de bøger, jeg læser, og den musik, jeg hører. Men der er tusinde ting, det har taget mig frygtelig længe at lære.

Den naturlighed, hvormed andre mennesker småsnakker med hinanden og lærer hinanden at kende. Den ubekymrede målrettethed, de viser, når de skal gøre karriere. Nattelivet. I med hovedet først. Ikke så mange spørgsmål. Det er, som om de har haft hemmelige timer dengang i skolen, hvor de lærte et sprog, ingen fortalte os om.

Mens vi havde lært os om filosofi, poesi og den helt store kærlighed, havde de gået i paphovedskolen og lært, hvordan man ’begår sig’, hvordan man er smart, hvordan man passer ind.

Tilbage i kælderen fortsætter ’Charlotte Sometimes’ ind i det nye år.

Vi gemte os i bøger, overdøvede verden med musik og opfandt en historie om, at det var os, der i virkeligheden var de smarte

Nogle af de sidste linjer lyder: »Come to me scared princess, Charlotte Sometimes Charlotte Sometimes crying for herself Charlotte Sometimes dreams a wall around herself«.

Hvor kom al den smerte i musikken egentlig fra? Hvorfor er den drømmende Charlotte Sometimes så bange? Smerten lod til at hænge uløseligt sammen med drømmene og med det højere luftlag, vi befandt os i.

DANSKE MUSIKERE

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det slår mig nu, at vi forstod denne musik, som var meningsløs for paphovederne, fordi vi bar denne længsel i os efter at være en del af fællesskabet, sammen med vores stolthed over at være hævet over det. Denne splittelse mellem at føle sig enestående og samtidig ønske at være en del af massen.

Og nu sidder jeg her i fremtiden på min yndlingscafé på Nørrebro og tænker: Måske havde paphovederne i virkeligheden ret helt fra begyndelsen. Måske var det frygt, der gjorde os til de alternative. Vi var bange for at blotte os for de andre. Vi var bange for at blive afvist.

Vi gemte os i bøger, overdøvede verden med musik og opfandt en historie om, at det var os, der i virkeligheden var de smarte. At vi slet ikke ønskede at være en del af deres fællesskab. Og vi troede på det – religiøst. Og vores frygt, alle de timer, vi vandrede i mørke gader, hørte gamle plader eller var begravet i bøger, havde jo deres pris.

Vi glemte at udvikle os som sociale dyr. Nu var det pludselig de andre, der kastede indforståede blikke forbi os. Hvad fik vi til gengæld? Kunsten. Store drømme. Perspektiv. Dybde.

Hvem trak det længste strå?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden