Apolitisk? Lise Nørgaard har kun en let hovedrysten tilovers for de, som mener, at tv-serien 'Borgen' er politiserende.
Foto: Finn Frandsen

Apolitisk? Lise Nørgaard har kun en let hovedrysten tilovers for de, som mener, at tv-serien 'Borgen' er politiserende.

Medier

Lise Nørgaard forsvarer 'Matador': »Jeg prøvede at fortælle det, som det var«

Forfatteren bag TV-serien 'Matador' klandres for at forvride fakta og politisere.

Medier

Bag duggede ruder sidder en lille gruppe frihedskæmpere og planlægger deres næste aktion mod den tyske værnemagt.

De udveksler indforståede blikke og peger ivrigt på den tegning, der ligger på bordet mellem dem og illustrerer stedet for den illegale aktion.

Vi er i grisehandler Larsens køkken, året er 1943, og dirrende toner fra stryger- og blæseinstrumenter indikerer, at situationen er alvorlig. En af mændene omkring bordet er byens læge, den radikale doktor Hansen, der op af sin taske fisker en nøgle, som skal sikre adgang til stedet for sabotagen.

LÆS OGSÅ

Som mangen en læser allerede har regnet ud, er scenen taget fra 'Matador'. En tv-serie, der efter mere end 30 år, 6 genudsendelser og millioner af solgte dvd'er stadig formår at trække langt over en million seere til skærmen lørdag efter lørdag.

Såvel når skoleelever skal lære om Anden Verdenskrig, som når nytilkomne prinsesser skal introduceres til Danmark og danskhed, bliver 'Matador' hevet frem, og det kunne næsten se ud til, at tv-succesen vokser ind i himlen.

Kritikpunkter
Men også kun næsten. For på en række punkter er filmen knækket, lyder det fra både historikere og politikere.

»En modstandsmand, der var medlem af Det Radikale Venstre, var lige så sjælden som sne i Sahara. Det tror jeg simpelthen ikke fandtes. Når man var modstandsmand, var man enten konservativ eller kommunist«, siger Dansk Folkepartis Søren Espersen, som beskylder seriens forfatter, Lise Nørgaard, for at manipulere med den historiske virkelighed.

»De nationalkonservative er skildret ved sådan en latterlig nar som oberst Hackel, selv om det netop var hans folk, nationalkonservative unge, der var helt centrale i modstandsbevægelsen. Den radikale modstandsmand er Lise Nørgaards forsøg på at sige: Se, det var os, der sikrede Danmark en plads blandt de allierede. Men gu var det ej«, siger han om seriens forfatter, der i en årrække var medlem af Det Radikale Venstre.

Espersen bakkes op af flere historikere.

Blandt andre Steen Andersen, der i Berlingske har kaldt skildringen af doktor Hansen som den radikale frihedskæmper for »totalt forløjet«, mens sociologen Henrik Dahl i Jyllands-Posten har beskyldt 'Matador' for at være historisk ukorrekt og urimelig på flere punkter: »Man skal være mere end historieløs for at tro på fremstillingen af de to kulturradikale, klaverlærerinde Elisabeth og doktor Hansen, som værende førende i modstandskampen under krigen«.

Også Joachim Lund, der er forsker ved CBS og blandt andet har beskæftiget sig med Danmark under Anden Verdenskrig, har over for Videnskab.dk i december betegnet 'Matador' som værende »med til at formidle det glansbillede, som eftertiden havde bygget op over besættelsen«, og samtidig sagt, at »'Matador' uden sammenligning har bestemt senere generationers billede af besættelsestiden«.

Fortællingen om Korsbæk indtager dermed sin plads ved siden af 'Krøniken', 'Forbrydelsen' og 'Borgen' i rækken af DR's dramaserier, der gennem tiden er blevet hængt ud som politiserende og historieforvrængende.

Forsvar for alle politiske fløje
Inden 24. episode i aften lukker og slukker 'Matador' for syvende og foreløbig sidste gang, har kvinden bag det hele indvilget i at gøre status og tage til genmæle over for kritikken. En kritik, hun tager ganske uanfægtet.

»Jeg er jo fra den tid, og selvfølgelig har jeg da kendt radikale frihedskæmpere«, lyder det fra 95-årige Lise Nørgaard.

Faktisk er den politiske sammensætning af modstandsbevægelsen i 'Matador' »meget realistisk«, mener hun: »Den unge bankfuldmægtig, der bliver skudt af tyskerne, er for eksempel meget sandsynligt konservativ«.

Politiken har sat Lise Nørgaard stævne til en snak om netop det politiske i 'Matador'. Over et glas rødvin og et stykke med tatar går vi på Skovshoved Hotel i kødet på, hvordan hun har tænkt vægtningen af seriens politiske karakterer. Er sympatien bevidst placeret i bestemte kredse, og betragter hun selv fortællingen som et objektivt bidrag til historiefortællingen?

Jeg kan ikke gøre for, at jeg er født borgerlig, det er jo ikke noget, jeg har generet nogen for at blive. Men et arbejderbarn eller et bondebarn ville nok have fortalt en anden historie, det er da klart



LÆS OGSÅ

Lignende spørgsmål er rødglødende for øjeblikkets anden aktuelle successerie på DR, 'Borgen', der bliver beskyldt for politisering ved blandt andet at forme seriens centrum-venstre-politikere langt mere sympatiske end de højreorienterede.

Samtidig har DR's nu tidligere dramachef Ingolf Gabold fortalt, at 'Borgen' »naturligvis« må have en midtsøgende radikal statsminister i Birgitte Nyborg for ikke at være for »entydig« i det billede, som hovedpersonen tegner af det politiske liv, alt imens Landbrug & Fødevarer har kritiseret serien for at skildre svineavlere urimeligt negativt i et afsnit om kødskandaler.

»Men sådan noget vil man jo altid blive beskyldt for«, lyder det lettere hovedrystende fra Lise Nørgaard, der på ingen måde betragter 'Borgen' som politiserende og derfor heller ikke finder kritikken som rimelig.

»'Borgen' peger jo på forskellige emner og holdninger, og hvis man skal tegne et fuldgyldigt billede af mennesker, må man også fortælle, hvad de står for. Men deri behøver forfatteren jo ikke at være enig«, siger hun.

Efter samme devise har hun udformet persongalleriet i 'Matador', hvor personernes politiske vægtning ikke har spillet nogen rolle for forfatteren:

»Det har jeg slet ikke tænkt på. Når man laver en karakter, gør man det ud fra, at en forfatter ikke skal udlevere sine personer, men forsvare dem, uanset hvor de står politisk - og ud fra den sandhed, at i ethvert menneske er der et element af ondt og godt«.
Forsøgt at være objektiv

Lise Nørgaard ryster overbærende på hovedet, da hun bliver spurgt til seriens politiske motiver. Og selv om hun uden tøven betegner serien som »apolitisk«, er den alvidende fortæller dog kun et menneske.

»Jeg har forsøgt at være objektiv, men det kan jo aldrig blive andet end en subjektiv kommentar«, som hun siger.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Og jeg prøvede at fortælle det, som det var, med forskellige typer mennesker og deres forskellige politiske standpunkter. Og det har jo ikke noget at gøre med, at man politiserer«, siger hun med et blik, som havde hun fastslået, at to og to giver fire.

LÆS OGSÅ

Mens vi er nået halvvejs gennem tataren og de tilhørende æggeblommer, er vi samtidig nået til den rå sandhed om, hvor forfatterens personlige holdninger trods alt kommer klarest til udtryk i 'Matador'.

»Med kvinderne prøver jeg at give udtryk for nogle af mine egne synspunkter«, siger hun og henviser blandt andet til debatten om abortspørgsmålet samt det generelle syn på kvinders ret til uddannelse og karriere: »Men jeg hiver dem ikke ned over hovedet på folk«

Og selv om det især ved seriens slutning er kvinderne, der dominerer og fremstår stærkest, afviser Lise Nørgaard, at kvinderne er seriens egentlige helte:

»Nej, men det er nok de mest interessante«, lyder det tænksomt fra forfatteren, som i sin tid meldte sig ud af Det Radikale Venstre, fordi partiet ikke gjorde nok ud af kvindesagen.

Borgerlig uskyld
Midt i fortællingen om tilstræbt objektivitet og kønspolitiske stikpiller retter forfatteren fokus mod et grundvilkår, der ikke er lige til at ryste af sig.

»Jeg kan ikke gøre for, at jeg er født borgerlig, det er jo ikke noget, jeg har generet nogen for at blive. Men et arbejderbarn eller et bondebarn ville nok have fortalt en anden historie, det er da klart«, lyder det fra Lise Nørgaard, som i det hele taget mener, man skal holde sig fra at skrive om noget, man ikke kender til.

At hun trods sit borgerlige ophav både beskriver livet hos en landboende venstrekvinde som Katrine Larsen og forholdene i socialistiske arbejderkredse hos kommunisten Lauritz Jensen er ikke udtryk for en kalkuleret bred repræsentation af datidens politiske Danmark.

»Det er ikke bevidst. Det er en fortælling, der udspringer af, hvordan jeg syntes, det dengang var. Hvad jeg fandt uretfærdigt, hvad jeg fandt komisk, hvad jeg fandt underligt, og hvad jeg fandt rigtigt«.


Inspirationen til de forskellige personer i Korsbæk fandt hun blandt andet, da hun som ung journalistelev og siden journalist kom vidt omkring i provinsen.

»Og mit kendskab til arbejderne har jeg gennem nogle typer som 'Røde' og Agnes, som jeg tilfældigvis lærte at kende gennem mine salonkommunistiske fætre«, forklarer hun.

Lise Nørgaard er vokset op i et grossererhjem i Roskilde, der på mange punkter minder om bankdirektør Varnæs' hjem i Korsbæk, med alt hvad dertil hører af konservativ omgangskreds, borgerlige dyder og tjenestefolk i køkkenet.

Med sin fremstilling af borgerskabet i skikkelse af blandt andre Maude som den pylrede og uduelige 'liggedame', den demente og tyranniserende fru Fernando Møghe samt den snobbede og bagstræberiske konsulinde Holm er forfatteren ofte blevet beskyldt for at tilsmudse sin egen rede. En kritik, hun til dels forstår.

»Jamen, jeg gør lidt grin med de borgerlige«, siger hun og nævner selv eksemplet med Jørgen Varnæs, der som konservativ folketingskandidat har været sin kone utro, hvortil reaktionen lyder, at »det bruger vi ikke i vores parti«.

»Det var sådan, det gik til«
Med skrårem, støvler, faner og sang marcherer en flok KU'ere gennem Korsbæks gader i 1930'erne. Deriblandt Gustav Friis, Elizabeth Friis' og Maude Varnæs' lillebror, der efter et mellemliggende slagsmål med en flok DSU'ere entrerer bankdirektørens stue i det, Elizabeth betegner som et »bølleantræk«.

Scenen er endnu et eksempel på en stikpille til de borgerlige, men den er langtfra fair, mener man hos Konservativ Ungdom. Eller som tidligere næstformand i KU og forfatter til en bog om bevægelsens historie Lars Christensen for nylig formulerede det:

»Der er i hvert fald ingen tvivl om, hvor det er Lise Nørgaard mener, at seernes sympati skal ligge: KU'erne og især Gustav er latterlige, oppustede og højrøvede, mens DSU'erne, som vi vel at mærke slet ikke ser, er de forfulgte, og Elisabeth er demokratiets, menneskelighedens og anstændighedens modige forkæmper«.

LÆS OGSÅ

Nok en gang tager Lise Nørgaard kritikken uanfægtet, mens hun forsigtigt, men bestemt placerer sine to knyttede næver på bordkanten.

»Det var vitterlig sådan, det gik til. Og da Gustav kommer ind i Varnæs' stue, bliver han kaldt for »møgunge«, for mange konservative gik slet ikke ind for det, min egen far syntes, det var pinligt, at KU'erne gik strækmarch«, siger hun og påpeger, hvordan billedet af den knap så vellidte lillebror nuanceres senere i serien:

»Jeg giver da Gustav, at han får sin eksamen, går ind i frihedskampen og ender som major i England. Så det er i orden«.

En borgerlig anarkist
Mest af alt betragter Lise Nørgaard sig som en borgerlig anarkist, der ikke er lige begejstret for alting fra 1930'erne og 40'erne.

»Jeg er nødt til at bevare min kritiske holdning til mange tiltag, uretfærdighed og vanetænkning fra den tid. Jeg kunne tænke mig at få lavet om på en hel del ting fra den tid, og det har vi også fået«, lyder det fra forfatteren.

Det røde kød og vin er skiftet ud med kaffe og creme brûlée. Vores aftalte frokostinterview har udviklet sig til en knap fem timer lang samtale med utallige afstikkere fra det politiske fokus i 'Matador'.

Trods det sidder Lise Nørgaard stadig lige så rank og beleven, som da vi satte os. Hun holder albuerne fra dugen, tygger altid af munden, før hun taler, og nikker opmærksomt til restaurantens øvrige gæster, der genkender hende.

Den borgerlige dannelse fornægter sig ikke hos fru Nørgaard. Og hvorfor skulle den også det? For midt i opgøret med forne tiders tankegods og borgerligt hykleri bærer forfatteren på en dyb respekt for visse borgerlige dyder.

Det er en fortælling, der udspringer af, hvordan jeg syntes, det dengang var. Hvad jeg fandt uretfærdigt, hvad jeg fandt komisk, hvad jeg fandt underligt, og hvad jeg fandt rigtigt

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



»Det, som jeg også lægger vægt på, når jeg beskriver de forskellige kredse, er den borgerlige dannelse. Man har gode manerer, børnene lærer gode manerer, og man tager sig af de ældre enlige. Det var meget karakteristisk i min barndom og karakteristisk i 'Matador', at man ikke bare svigter fru Møghe, der jo er en arv fra de tidligere Varnæs'er«.

Hvad mange betragter som latterliggørelse af seriens borgerlige figurer - eksempelvis Maude Varnæs, der først ved seriens slutning træder i karakter - ser Lise Nørgaard helt anderledes på:

»Jeg har stor sympati for Maude hele vejen igennem, for hun er et offer af tiden. Efter alles mening er hun blevet gift godt, og hun har arvet et smukt hjem. Men hun har jo aldrig fået lært noget til bunds«.

Maude er dog slet ikke et ubegavet menneske, lader forfatteren forstå: Når hun får en udfordring, formår hun at tage den op, og da hun hjælper den jødiske hr. Stein i flugten fra tyskerne, er det et udtryk for hendes grundlæggende dannelse.

»Mit kritiske øje kan jeg godt ...«
»Hvis disse vægge kunne tale, ja, så ville de fortælle en lang historie om de gode gamle dage. Om traditioner, trofasthed og uforanderlighed, men også om forandringer (…) De gode gamle dage. Alt det, vi voksede op med. De regler, vi lærte at respektere. De værdier, vi lærte at værne om, og den tryghed, vi fik til gengæld …«.

Ordene kommer fra Hans Christian Varnæs, når han i en af 'Matador's sidste scener hylder såvel de »gode gamle dage« som sin sølvbrud, Maude. Når afsnittet i aften ruller over skærmene, vil langt over en million danskere se med - inklusive seriens mor.

»Der er altså noget sjovt ved at se den sammen med resten af Danmarks befolkning«, lyder det fra Lise Nørgaard.

LÆS OGSÅ

Og trods diverse kritikeres afsværgelser kribler det den dag i dag stadig i fingrene på den 95-årige forfatter for at justere småting i den 27 timer lange historie om Korsbæk, der uvægerligt er blevet hendes hovedværk.

»Jeg kan jo aldrig undgå at sidde og sige, at det og det, ville jeg lave om på, dér ville jeg have strammet, og noget tredje ville jeg have undladt«, siger hun uden dog at ville nævne konkrete eksempler.

»Mit kritiske øje kan jeg lige så godt glemme alt om, for serien er jo lavet«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden