De danske tv-stationer udsender informationsbulletiner, nyhedsbreve og pressemeddelelser i et væk, hvor det korte af det lange stort set altid er, at her går det godt.
Selv om et program kun er blevet set af de medvirkendes venner og familie, er det en stor succes, og hvis kritikken har haft den seriøse grovfil fremme, var modtagelsen overvejende positiv, idet man altid kan grave en enkelt lalleglad anmelder frem.
Så da presseafdelingerne på de store stationer formulerede sig i løbet af denne mandag, var det da heller ikke spor overraskende, at DR erklærede sig tilfreds med, at det genopstandne 90'er-format 'Husk lige tandbørsten' havde klaret sig godt i konkurrencen med 'Vild med dans'. LÆS OGSÅDanskerne har stadig ikke fået nok af 'Matador'
Overrumplende var det ingenlunde heller, at TV 2 slog sig på brystet og pralede med, at førnævnte 'Vild med dans' simpelthen vandt over 'Husk lige tandbørsten', og forbløffelsen indfandt sig ej heller i forbindelse med kolporteringen af det faktum, at fodboldlandskampen mellem Danmark og Tjekkiet kunne trække pænt med seere lørdag aften. Matador toppede
DR kunne imidlertid også konstatere, at weekendens vinder var - tada - den nu 34-årige dramaserie 'Matador', som altså fik flere seere end både fodbold, dans og tandbørster.
LÆG OGSÅ Igen, igen, igen, igen, igen, igen: Knap en million danskere så Matador
Her blev dog ikke hverken pralet, hånet, regeret eller gjort ved. Blot konstateret, at Lise Nørgaard og Erik Ballings historie om livet i Korsbæk i perioden fra 1929 til 1947 med særligt henblik på stændersamfundets afvikling altså for syvende gang kan mobilisere broderparten af seerne; men dog ikke de legendariske 3,6 millioner, der blev et enkelt afsnit til del ved første genudsendelse, det højeste målte seertal overhovedet.
Socialpsykologiske forhold
Men hvorfor er det lige, at vi stadig - når nu de fleste af os har set serien adskillige gange før, ejer den på dvd og kan sige dialogen i både søvne og mellemstore branderter - frivilligt sætter os til rette foran skærmen, når det er tid til Mads Skjern, Maude Varnæs, grisehandlerens hund og den stakkels Daniels bøvl med multiplikationens mysterier og de tyske verber?
Det kan ikke være på grund af skuespillet. For det er af stærkt svingende kvalitet: på den ene side grimasserede folkekomedieklichéer og på den anden håndfast naturalisme med en tendens til det leflende.
LÆS OGSÅSeerne om det nye 'Husk Lige Tandbørsten': »Plat, pinligt, under bæltestedet«
Det kan heller ikke være på grund af replikkerne. For godt nok har nogle af dem efterhånden opnået karakter af talemåder, men overordnet er der tale om en sprogføring, der, når den er værst, er lige så mundret som en vilkårlig passage fra Edmund Husserls 'Logische Untersuchungen', og som, når den er bedst, blot er konstrueret, gammelmodig og pudsig.
Årsagen til seriens tilsyneladende evige popularitet (også hos denne skribent, som rent ud sagt elsker 'Matador') må snarere findes i socialpsykologiske forhold og ikke i selve produktets mange uafviselige kvaliteter.
De forbandede år
Først og fremmest er historien om handelsmanden Mads Skjerns vej til toppen udtryk for en uhyre udbredt antagelse: Penge og magt er ikke alt, snarere tværtimod.
Så når vi følger hovedpersonen klatre socialt og sanke guld i bunke, men samtidig sætte sine nære relationer over styr og menneskeligt set male sig op i et hjørne, bekræftes vi i, at vores egen måske mindrebemidlede situation såmænd er at foretrække på mest trivielle vis.
LÆS OGSÅHenrik Palle: »Matador er helt klart liberalistisk, venstreorienteret, højreorienteret og kommunistisk«
For det andet udspiller historien sig for en stor dels vedkommende i en historisk periode, hvor Danmark som nation var samlet og ét: op til, under og umiddelbart efter 'de fem forbandede år'; dengang vi stod sammen og drak erstatningskaffe og pullimut, mens vi røg cigaretter af bøgeblade og var med i modstandsbevægelsen mod tyskerne.
Monarkisk klassikerstatus
Og for det tredje er 'Matador' vel det sidste stykke nationalt produceret tv, de fleste stadig kan blive enige om er godt. Selv om 'Taxa', 'Rejseholdet', 'Strisser på Samsø', 'Riget' og 'Jul på Vesterbro' har sine betydelige mængder proselytter, så besidder disse serier ikke samme nærmest monarkiske klassikerstatus; de er ikke kanoniseret.
Man kan vanskeligt forestille sig, at en talsperson fra Dansk Folkeparti vil kræve, at muslimske indvandrere skal tvinges til at se 'Antonsen' eller 'Mor er major' i integrationens hellige navn.
Det borgerlige dramas klichéskuffe
'Matador' er historien om, hvordan dengang, det var før, blev til dengang, det stadig var før.
Den er ikke farlig, men til gengæld alment menneskelig: kærlighed og had i gemytlige rammer med en kold bajer og syltede asier. Og samfundskritisk på samme måde som 'Peters jul', hvor den fattige dreng også får noget legetøj og en trøje. Ikke tilløb til analyse, kun parodiske gennemspilninger af figurer fra det borgerlige dramas klichéskuffe.
Det elsker vi. For det udfordrer ikke. Det holder vi af. Som æblekage med flødeskum og ribsgelé.
